Iraks forsvarschef frygter ikke borgerkrig

Lyt til artiklen

Mens de amerikanske og irakiske styrker indledte det største luftangreb i Irak siden krigens start i 2003, vandrede chefen for det irakiske militær fredeligt rundt i dronningens gemakker på Christiansborg for at se på gobelinerne. Fremvisningen af de berømte gobeliner var lagt ind som et lille åndehul i et ellers tætpakket program, da Iraks forsvarschef, general Babakir Baderkhan Zibari, i går var på lynvisit i København for at mødes med det danske forsvars ledelse og svare på spørgsmål fra dansk presse. »Selvfølgelig vil det lykkes at bekæmpe terroristerne. Det er det, vi er i gang med«, sagde Zibari i går eftermiddags til Politiken - da angrebet var gået i gang, men endnu ikke offentligt kendt. Tror ikke på borgerkrig Babakir Zibari afviser, at der er risiko for borgerkrig i Irak efter den sidste tids spændinger mellem sunni- og shiamuslimer. »De eneste, der ønsker en borgerkrig, er terroristerne. De forsøger at skabe splittelse, men det vil ikke lykkes. Alle ledere i Irak, både religiøse ledere, politiske ledere, stammeledere og det irakiske folk er imod en borgerkrig«. Forsvarschefen advarer mod kaos, hvis de udenlandske soldater bliver trukket ud af Irak nu. Han vil dog ikke byde på, hvornår den irakiske hær selv er klar til at overtage sikkerheden. Ingen tidsgrænse »Hæren overtager gradvis mere og mere ansvar, men det er ikke muligt at sætte en tidsgrænse. Flere ting spiller ind. Både med træning og bevæbning«, siger Babakir Zibari. Nogle mener, at den eneste løsning er, at de udenlandske soldater trækkes ud?

»Det er terroristerne, som siger det, fordi de ikke ønsker et frit Irak. Men terroristerne dræber ikke de udenlandske soldater. De dræber civile irakere«. Zibari mener, at en del af terrorismen skyldes en fejl begået af koalitionen lige efter invasionen for tre år siden. »Det var forkert at opløse hele Baathpartiet og tillade, at mange af lederne stak af til udlandet. Nu sidder de på deres baser uden for Irak og kan bruge deres magt og penge på at få udført angreb i Irak. På det punkt skulle amerikanerne have lyttet til deres venner i Irak«, siger Zibari, der selv er kurder. Babakir Zibari mødte både forsvarsminister Søren Gade (V) og fungerende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen. Zibari mener ikke, at Muhammedtegningerne vil skade de danske soldater. »Det irakiske folk ved godt, at soldaterne ikke har noget med det at gøre, og at den danske regering heller ikke er ansvarlig. Men tegningerne er bestemt et problem«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her