Helveg: Historien vil dømme ham

Lyt til artiklen

Slobodan Milosevic vil blive husket for krigsforbrydelser som massakren i Srebrenica og etniske udrensninger i Kosovo samt for at forarme Serbien. Det vurderer forhenværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) over for Ritzau i en kommentar til Milosevics død lørdag. »Han får et dårligt eftermæle også i sit eget land. Han førte Serbien i isolation i forhold til det internationale samfund. Efter etniske udrensninger i Kosovo greb NATO ind over for Serbien. Nu er landet forarmet og tilbagestående i forhold til sine nabolande«, siger han. Dårligt indtryk af Milosevic Niels Helveg Petersen er ikke tvivl om, at Slobodan Milosevic var blevet dømt for krigsforbrydelser ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag, hvis han havde overlevet. Helveg mødte som udenrigsminister flere gange Milosevic, men fik ikke et positivt indtryk af ham personligt. »Han gjorde sit land stor skade og var hele tiden meget optaget af det taktiske spil, ikke af at løse problemerne. Slobodan Milosevic bliver husket for massakren i Srebrenica og massive etniske udrensninger i Kosovo, som fik NATO til at gribe ind mod Serbien«, siger Niels Helveg Petersen. Han venter ikke, at Milosevic' død får betydning for den politiske udvikling, fordi han længe har været meget syg i sin fængselscelle i Haag, hvor retssagen mod ham blev forsinket.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her