Saudi-Arabien: Dansk regering siger undskyld

Lyt til artiklen

Danmarks ambassadør i Saudi-Arabien, Hans Klingenberg, har på vegne af den danske regering sagt undskyld for Jyllands-Postens tegninger. Det skriver det saudiske nyhedsbureau SPA. Men det afviser Hans Klingenberg over for Politiken. Han har kun haft Jyllands-Postens beklagelse med sig til et møde med saudi-araberne. Undskyldningen skal angiveligt være faldet i dag under et møde mellem ambassadøren og formanden for det rådgivende råd i Saudi-Arabien, Salih bin Homaid. Krævede undskyldning »Den dansk ambassadør i kongedømmet, Hans Klingenberg, udtrykte sin regerings undskyldning til muslimer i verden for en dansk avis' offentliggørelse af karikaturtegninger, der er blasfemiske over for profeten Muhammed (fred være med ham)«, hedder det i SPA's referat. »Undskyldningen kom under et møde med Shoura-rådets formand, dr. Salih bin Homaid, som i dag modtog ambassadøren her. Ambassadøren sagde, at hans lands regering og folk fordømmer denne krænkelse af profeten«, lyder det videre. Men det er altså ifølge ambassadør Hans Klingenberg en klar misforståelse. Afleverede JP's beklagelse Han har blot afleveret Jyllands-Postens undskyldning i den korrekte arabiske udgave. Endvidere har han afleveret udenrigsminister Per Stig Møllers videoudtalelse om samme emne og EU-udenrigsministrenes erklæring om Muhammed-tegningerne. Hans Klingenberg siger, at han ikke genkender SPA's gengivelse, og at han ville være en dårlig diplomat, hvis han ikke kendte til og videregav den danske regerings holdning til Muhammed-sagen. »Jeg har ikke undskyldt på den danske regering vegne, og jeg ved, hvad jeg selv har sagt«, konstaterer han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her