Iraks forsøg på at danne en national samlingsregering stødte i dag endnu en gang på en hindring, da kurdiske og sunnimuslimske politiske fraktioner meddelte, at de er imod at lade den siddende premierminister, Ibrahim Jaafari, blive på sin post i den næste regering. »De kurdiske og sunnimuslimske grupper mener, at han (Jaafari) ikke er et passende valg, og de kan ikke indgå i en regering med ham, fordi han ikke er neutral«, siger kurderen Mahmoud Othman, der er højtstående medlem af det irakiske parlament. Sidste onsdags angreb mod den Gyldne Moské i Samarra, et af shiamuslimernes helligste steder, har udløst den alvorligste krise i efterkrigstidens Irak. Politisk krise fører til mere vold Iraks politiske ledere er også under pres fra internationale ledere der mener, at de mislykkede forsøg på at danne en national samlingsregering er medvirkende årsag til den seneste voldsbølge. Myndighedernes forsigtige skøn lyder på, at mindst 450 personer har mistet livet i den seneste uges blodige begivenheder. Angreb mod sunni-leder I dag blev en sunnimuslimsk imam dræbt, da bevæbnede mænd ved daggry angreb en moské i den sydirakiske by Basra, meddelte en sunnimuslimsk præsteorganisation. Den sunnimuslimske politiske leder, Adnan al-Dulaimi, blev udsat for et attentatforsøg, da bevæbnede mænd åbnede ild mod hans bilkortege. Dulaimi selv befandt sig ikke i bilen, og i stedet blev hans livvagt dræbt og fem andre personer såret. »Jeg opfordrer mine brødre til at udvise selvbeherskelse og ikke handle på en måde, der opildner til uroligheder«, sagde den uskadte Dulaimi i telefonen til det britiske nyhedsbureau Reuters. Eksplosion i bus I den fattige, overvejende shiitiske Bagdad-bydel Sadr City blev fem personer dræbt og otte andre såret, da en bus eksploderede. Der var ikke yderligere oplysninger om, hvad der havde forårsaget eksplosionen. Kort forinden var tre personer blevet dræbt og 10 andre såret, da en bombe eksploderede ved en politistation, der ligger nær en markedsplads i det sydøstlige Bagdad, oplyste politiet. Ved flere separate angreb rundt om i Irak blev mindst seks soldater og seks politifolk dræbt, mens adskillige andre blev såret, oplyser amerikansk militær og irakiske embedsmænd.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























