Et hasteindført udgangsforbud har tilsyneladende hjulpet til at dæmpe den opblussen af vold og drab, der de seneste dage har hærget den irakiske hovedstad, Bagdad. Bagdads gader ligger i dag stort set øde hen. Politiet og militæret er udkommanderet i stort antal, men har især været beskæftiget med at afvise trafikanter, der ikke har hørt om det forbud mod kørsel i hovedstaden, som blev indført i nat. Forbuddene er indført efter de seneste dages voldsomheder, hvor mindst 200 irakere har mistet livet ved sammenstød i og omkring hovedstaden. Tusinder på gaden i slumby Kun i slum-bydelen Sadr City har der været trængsel som sædvanligt. Her har tusindvis af irakere valgt at ignorere udgangsforbuddet. Den yderligtgående præst Moqtada al-Sadr har opfordret sin Imam Mahdi-Hær til at trodse forbuddet og har i samme åndedrag forbudt angreb mod sunnimuslimer. »Vi er brødre, ikke fjender. Enhver, som angriber en muslim, er ikke en muslim. Og ham, der angriber helligdomme og moskéer, vil blive straffet«, hedder det ifølge nyhedsbureauet Reuters i en erklæring fra al-Sadr. Moské-angreb Præsten henviser her til angrebet mod Den Gyldne Moské i byen Samarra i onsdags. Sunnimuslimske Al-Qaeda-folk mistænkes af USA og den irakiske regering for at stå bag angrebet, som ifølge iagttagere har potentiale til at udløse en borgerkrig i Irak og også sætte det meste af Mellemøsten i brand. 20 lig fundet i nat Og torsdagens bølge af vold har forbindelse til angrebet på moskéen i Samarra. Mindst 180 mistede livet i går i Bagdad, og i nat er der fundet yderligere omkring 20 lig forskellige steder i byen. Våben med i seng Den anspændte ro på helligdagen betyder langt fra, at faren for en borgerkrig er drevet over, mener nogle af de få irakere, som nyhedsbureauet Reuters er stødt på i dag på gaden i Bagdad. »Hvis situationen udvikler sig yderligere, bliver der borgerkrig. Så vil man være nødt til at sove med et våben under hovedpuden«, siger Muhammed, der ikke vil oplyse sit efternavn. En anden iraker, en apoteker, siger, at han frygter for sit liv: »Jeg er en shiamuslim, der bor i et sunnimuslimsk område. Folk her kender mig, men jeg er bange for terroristerne. Jeg håber, udgangsforbuddet kan standse myrderierne«, siger apotekeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























