FN s generalsekretær, Kofi Annan, beskriver Danmark som utilpasset til muslimsk indvandring. I en tale på et møde i Civilisationernes Alliance i Doha i Qatar slog Annan et slag for tolerance. Uden at nævne navne drog han parallel mellem Danmark og lande som Iran, Pakistan, Syrien og Libanon. Kraftige reaktioner »De fornærmende karikaturer af profeten Muhammed blev først offentliggjort i et europæisk land, som for nylig fik en væsentlig muslimsk befolkningsandel, og som endnu er usikker på, hvordan man skal tilpasse sig til det«, siger Annan ifølge FN s hjemmeside: »Og nogle af de kraftigste reaktioner, herunder særlig de mere voldsomme, er set i muslimske lande, hvor mange mennesker ser sig som ofre for overdreven vestlig påvirkning og indblanding«. Opmuntring til ekstremister FN-chefen advarer imod en ond, ekstremistisk cirkel. »Hvad enten dem, som offentliggjorde karikaturerne, bevidst søgte at provokere eller ej, er der ingen tvivl om, at nogle af de voldelige reaktioner har opmuntret ekstremistiske grupper i de europæiske samfund, hvis dagsorden er at dæmonisere muslimske indvandrere eller sågar udvise dem«, siger Annan og fortsætter: »På samme måde har genoptrykningen af tegningerne, og den udtalte støtte fra visse ledere i Europa, styrket dem i den muslimske verden, der ser Europa eller hele Vesten som uforbederligt fjendtlig over for islam«. Mødet i Doha har også deltagelse af Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC), Den Arabiske Liga samt udenrigsministre fra Spanien og Tyrkiet. Muhammed-tegningerne er på dagsordenen for et EU-udenrigsministermøde i morgen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























