Muslimske lærde maner til ro

Lyt til artiklen

41 af verdens mest betydningsfulde islamiske lærde og muftier tager i en skriftlig erklæring afstand fra de seneste ugers voldelige protestdemonstrationer mod Jyllands-Postens Muhammedtegninger, som flere muslimske lande har lagt hovedstæder til. Fælleserklæringen er blandt andet underskrevet af stormuftien for Libanon og Syrien, hvor demonstranter i sidste uge nedbrændte det danske generalkonsulat og ambassade, og af islamiske lærde i Iran og Indonesien, hvor de danske repræsentationer ligeledes er blevet angrebet. I erklæringen opfordres muslimer verden over til at protestere mod forhånelsen uden brug af vold, ligesom der tages afstand fra metoder som angreb på »ambassader, diplomater og lignende, der ikke er i overensstemmelse med islam«. Bør beklage De muslimske overhoveder henvender sig ligeledes til den danske regering og danskerne med opfordring til at svare »de retfærdige og fornuftige hjemlige stemmer«, der har protesteret mod tegningerne med en »beklagelse og en fordømmelse af aggressionen«. Muftierne opfordrer også muslimske organisationer og regeringer til at tage sagen op i FN med krav om en erklæring, der kriminaliserer forhånelsen af alle profeter. Direktøren for Det Dansk Egyptiske Dialoginstitut, Jakob Skovgaard-Petersen, vurderer, at erklæringen er et forsøg på at kanalisere modstanden mod tegningerne fra gaden til de diplomatiske kanaler. »Når en så imponerende forsamling har været ude at mane til en anstændig kurs og håb om fredelige og mindelige løsninger, kan den menige muslim kun læse det, som at protesterne skal overlades til de muslimske diplomater og til, at sund fornuft i Danmark vil sikre, at det ikke gentager sig«, siger han. Tavshed om vareboykot I modsætning til de voldelige protester bliver de fredelige aktioner i form af boykot mod danske varer i Mellemøsten ikke nævnt med et ord i erklæringen. »Det er påfaldende, at vareboykotten ikke nævnes med et ord. Ikke engang en opfordring til at fortsætte boykotten. Det kan ses som et forsøg på at dæmpe konflikten betragteligt samt overlade den til diplomaterne«, vurderer Jakob Skovgaard-Petersen. Betydningsfuld stemme mangler Dog er der en bemærkelsesværdig detalje ved listen, påpeger han. En af den arabisk-islamiske verdens mest betydningsfulde stemmer, Yussuf Al-Qardawi, der har sit eget religiøse tv-program på den arabiske tv-station Al-Jazeera med 50 millioner seere, har nægtet at underskrive erklæringen. I søndagens direkte program begrundede han sit fravær på listen med den manglende undskyldning fra den danske og norske regering. »En undskyldning fra avisen er ikke nok. Muslimer føler sig krænket. Regeringerne skal beklage, fordi profeten er et vigtigt symbol for os«, sagde han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her