Mindst 80 drab om dagen i Rusland

Lyt til artiklen

Nyheder om mord er næsten lige så almindelige i russiske medier som vejrmeldinger, fordi der hver dag myrdes mellem 80 og 90 mennesker. Tendensen er stigende. Sidste år blev næsten 31.000 russere berøvet deres liv af andre, omkring 15 procent af mordene blev ikke opklaret og gerningsmændene ikke fanget. Putin vred Præsident Vladimir Putin virkede oprigtigt vred, da han ved et møde forleden i statsanklagerkontoret angreb politiet for ineffektivt arbejde og løgnagtige statistikker. »Antallet af særlig tunge forbrydelser voksede sidste år, men ikke opklaringerne. Ifølge nogle eksperters vurdering er over 5.000 mordere undsluppet. Vi er forpligtet til at gøre en alvorlig indsats for at sænke kriminalitetsniveauet i landet, men det skal ikke gøres ved hjælp af statistikker«, sagde præsidenten, med hentydning til at politiet i fjor skjulte over 140.000 forbrydelser for anklagemyndigheden, heraf godt 700 mordsager. 70.000 forsvinder Putin talte også om kidnapninger og handel med mennesker, som han kaldte middelalderagtige forbrydelser. »Hvert år forsvinder over 70.000 borgere sporløst, og politiet er ikke i stand til et opklare deres skæbne. Et grusomt tal, som man næsten ikke kan sige højt«, sagde præsidenten og understregede, at dette problem er mest udbredt i Tjetjenien og andre republikker i Nordkaukasusregionen. Også Ruslands øverste anklager, Vladimir Ustinov, nævnte under mødet flere rystende tal og kritiserede indenrigsministeriets arbejde, ikke mindst kriminalitet i politiets egne rækker og de forfalskede statistikker. Forfalskning Som et eksempel fremhævede han indenrigsministeriets rapport om arrestation af 409 topfigurer fra den organiserede kriminalitet, som senere viste sig at være stærkt forhøjet. »I virkeligheden blev kun 40 særlig farlige forbrydere draget til ansvar. Det er en tiendedel af det opgivne tal«, rasede Ustinov, som brugte en stor del af sit oplag på kritik af situationen i militæret, blandt andet af omfattende tyverier. »I fjor blev der hugget våben og andre værdier for en sum, som man kunne købe 30 nye kampvogne for. Hvordan kan en sådan hær forsvare vores land«, sagde Ustinov og understregede, at flest kriminelle handlinger blev begået af officerer, men også flere generaler og admiraler var involveret. Chikane og vold Et andet brændende problem i de væbnede styrker er chikane og vold. I de seneste uger er der afsløret to gruopvækkende tilfælde af tortur af værnepligtige, som rystede hele Rusland. Begge blev så mishandlet af soldaterkollegerne, at lægerne måtte amputere deres ben. Officerer og andre befalingsmænd deltager ifølge Ustinov tit i de voldelige opgør. »Slagsmål mellem de overordnede og deres underordnede er blevet en norm i militæret«, sagde statsanklageren og oplyste, at 550 officerer blev straffet for vold sidste år. Omkring 1.300 soldater døde 'i fredstid', de fleste som følge af forbrydelser, ulykker og selvmord. Den øverstkommanderende for Ruslands væbnede styrker, præsident Vladimir Putin, vil nu oprette et specielt militærpoliti for at dæmme op for kriminaliteten i hæren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her