Demonstrationen foran Danmarks ambassade i Irans hovedstad, Teheran, er fortsat ikke opløst til morgen. Derfor har Danmarks ambassadør i Irans hovedstad, Teheran, Claus Juul Nielsen, heller ikke noget overblik over skaderne på ambassaden efter mandagens demonstration, der udviklede sig til et angreb på bygningen. »Nu skal jeg have talt med myndighderne. De må jo have kontrol over deres demonstrationer«, siger Juul Nielsen til Ritzau. Kritik for at gøre for lidt Allerede mandag kritiserede ambassadøren de iranske myndigheder for at gøre for lidt for at beskytte ambassaden. Politiet tog ifølge ambassadøren alt for let på opgaven, da iranske demonstranter i aftes forcerede muren ind til den danske ambassade. Gruppe trængte over muren Omkring klokken 20 lokal tid havde en gruppe demonstranter - ifølge ambassadøren mellem 500 og 1.000 personer - taget opstilling foran ambassaden, da en gruppe pludselig havde held til at komme over muren. Der blev smidt benzinbomber mod bygningen, og en portnerbolig gik i brand. Demonstranterne trængte indenfor, hvor de ødelagde inventar i ambassadens underetage. »Der var alt for få politifolk, alt for få«, sagde Juul Nielsen efter angrebet. »Fra det øjeblik, vi blev klar over, at politiet ikke kunne håndtere situationen, selv om det var advaret, begyndte jeg at kime myndighederne ned på alle niveauer for at få dem til at flytte fødderne«, siger Claus Juul Nielsen. Stilstand i området Det virkede tilsyneladende, for der dukkede forstærkninger op, og store politistyrker var kort før midnat lokal tid på stedet med Teherans politidirektør i spidsen. Ifølge ambassadøren var der på det tidspunkt stilstand i området, men der var fortsat både politi og demonstranter på ambassaden. Demonstrationen ved den danske ambassade skyldtes Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed. Der blev råbt 'Død over Danmark!', og demonstranterne brændte det danske flag. Iransk politi fik kort før midnat lokal tid de sidste demonstranter gennet ud fra den danske ambassade i Teheran. Men til morgen var demonstranterne altså fortsat ikke gået hjem, men opholdt sig uden for ambassadebygningen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























