En fremtrædende iransk avis forsøger sig nu med et kontroversielt modangreb i debatten om tegningerne af Muhammed. Avisen opfordrer læserne til at indsende tegninger af holocaust for at afprøve Vestens grænser for ytringsfriheden. »Vil Vesten udvide ytringsfriheden til også at omfatte forbrydelser mod USA og Israel - eller et fænomen som holocaust? Eller er der kun tale om frihed til at fornærme religiøse helligdomme?«, spørger avisen Hamshahri ifølge CNN Online i en artikel på bagsiden af dagens avis. Tegninger præmieres Avisen understreger, at opfordringen er en direkte reaktion på de danske tegninger af profeten Muhammed. Tegningerne vil blive præmieret i en konkurrence, som skydes i gang 13. februar - dommerne vil være fra avisen selv samt fra det iranske tegneserie-museum 'Tegneseriernes Hus' i Teheran. Avisen understreger, at også udenlandske tegnere er velkomne i konkurrencen. Hamshahri er en af Irans fem største landsdækkende medier, oplyser CNN. Den er ejet af Teherans bystyre, som domineres af støtter af landets konservative præsident, Mahmoud Ahmedinejad. Tegningerne er Israels skyld Netop holocaust er et omdiskuteret fænomen i Iran, hvis præsident, Mahmoud Ahmedinejad, flere gange har kaldt holocaust for »en myte« samt krævet staten Israels ødelæggelse. Hadet til Israel er også på andre områder kommet til udtryk i debatten om tegningerne i Iran. Således har landets religiøse leder direkte givet jøderne skylden: »Vestens offentliggørelse af tegningerne af profeten Muhammed var en israelsk konspiration, fremprovokeret af vreden over Hamas' sejr i de palæstinenesiske områder«, sagde Ayatollah Ali Khamenei. Tegningerne førte igen i dag til heftige demonstrationer foran den danske ambassade i Teheran, hvor vrede unge angreb bygningen med sten og brandbomber.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























