Mere end 15.000 libanesere har til formiddag samlet sig foran det danske konsulat for at protestere imod Jyllands-Postens tegninger af profeten Mohammed. Ifølge AP forsøgte en lille gruppe ekstremister at bryde sikkerhedsbarriererne, hvorpå sikkerhedsstyrkerne udover at bruge tåregas og vandkanoner for at bryde menneskemængden op, affyrede skud op i luften. Forsøgte at trænge forbi politi »Der er ingen anden gud end Gud, og Muhammed er hans sendebud«, råbte demonstranterne ifølge AP, mens de forsøgte at presse sig igennem politikæden, der havde taget opstilling foran ambassadebygningen. Ambassadepersonalet blev for to dage siden evakueret fra bygningen, da man forventede demonstrationer. Drog mod kristent kvarter Hæren er blevet sat ind for at afspærre veje, der fører til generalkonsulatet og demonstranterne er blevet holdt 200 meter fra konsulatet. Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at nogle af demonstranterne senere drog til det kristne kvarter Ashrafieh, hvor de kastede med sten og smadrede ruder.
Tåregas mod demonstranter i Beirut
Lyt til artiklen