Muhammed-protester breder sig til Thailand

Flere af demonstranterne truede med at brænde den danske ambassade ned. - Foto: AP
Flere af demonstranterne truede med at brænde den danske ambassade ned. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Endnu engang blev Dannebrog trampet under fode, da hundredvis af thailanske muslimer demonstrerede foran den danske ambassade i hovedstaden Bangkok. 'Ytringsfrihed er ikke frihed til at lyve' og 'en undskyldning er ikke nok' var blot nogle af budskaberne på bannerne fra de op mod 400 demonstranter, rapporterer nyhedsbureauet AP. Truede med brand Flere af de fremmødte truede med voldelige aktioner. »Vi kunne brænde denne ambassade ned, hvis vi ville«, sagde en demonstrant. I både Beirut i Libanon og Damaskus i Syrien er de danske ambassader de seneste dage blevet stormet og stukket i brand i protest mod Jyllands-Postens tegninger af Muhammed. Her undlod politiet ifølge øjenvidner at gribe ind, men i Bangkok formåede politistyrkerne at forhindre hærværk på ambassaden. Tilbød dialog Den danske ambassadør Ulrik Helweg Larsen tilbød ifølge AP at mødes med demonstranterne, men de afslog ifølge ambassadøren tilbuddet. Ambassaden blev lukket midlertidigt som følge af optøjerne. Fjendskab kan føre til blodsudgydelser Også i Indonesien var der optøjer, da flere hundrede mennesker demonstrerede uden for den danske ambassade i landet, der er verdens mest folkerige muslimske nation. Omkring 300 medlemmer af det muslimske parti, Velstands- og Justitspartiet, var forsamlet uden for ambassaden, hvor de bar bannere med teksten 'Den danske regering må undskylde for krænkelsen af profeten Muhammed'. En taler advarede ifølge Ritzau om, at et fjendskab med verdens muslimske befolkning kan føre til »blodsudgydelser, og det blod vi udgyder, vil være martyrblod«. I provinsbyen Bandung var omkring 1.500 demonstranter fra forskellige muslimske organisationer på vej mod det lokale parlament med krav om, at den indonesiske regering afbryder al diplomatisk kontakt med Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her