Danmarks ambassade i Iran under angreb

Vrede iranere angreb den danske ambassade i Teheran og flere forcerede hegnet omkring bygningen. - Foto: AP
Vrede iranere angreb den danske ambassade i Teheran og flere forcerede hegnet omkring bygningen. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Danmarks ambassade i Irans hovedstad, Teheran, blev i dag angrebet af vrede demonstranter. Demonstranter kastede sten og hjemmelavede granater mod ambassaden. Mellem 200 og 400 demonstranter deltog i den voldsomme demonstration ved den danske ambassade. Omkring ni personer blev såret efter sammenstød med politi. Smidt ud fra ambassade En lille gruppe demonstranter formåede at forcere gitteret omkring bygningen, selv om politi skød tåregas mod mængden. De blev efterfølgende smidt ud fra ambassadeområdet af iransk politi, oplyser nyhedsbureauet AFP. Træer inde på ambassadens grund, danske flag og muren rundt om bygningen blev sat i brand under demonstrationen. Brandbiler kom hurtigt til stedet, hvor luften ifølge øjenvidner var tyk af røg fra brandene og tåregassen. Benzinbomber mod bygningen En korrespondent for det britiske nyhedsbureau, Reuters, fortæller, at der blev kastet omkring 20 benzinbomber mod ambassaden, der ligger i den nordlige del af Teheran. Kun en af benzinbomberne nåede ind over den mur, der omkranser ambassaden. Selve ambassadebygningen syntes ikke at være blevet ødelagt. Demonstranter trængte ind Den danske ambassadør i Iran, Claus Juul Nielsen, siger på en telefon til DR's TV-avisen, at der er sket en del skader på den nederste del af ambassaden. Og så er en del demonstranter trængt ind på selve ambassaden, hvor de muligvis har anrettet skade. Iransk politi brugte tåregas for at holde demonstranterne, som tilhørte den yderliggående islamiske Basij-milits, på afstand. »I skal ikke forårsage nogen skade. Den iranske regering kommer til at betale for det«, råbte de omkring 100 betjente. Intet personale i bygningen Der er intet personale inde i ambassaden, men foran bygningen stod rækker af iransk uropoliti klar til at gribe ind over for de protesterende. Danmark anmodede tidligere i dag de iranske myndigheder om at øge beskyttelsen af den danske ambassade i Teheran. »Vi har gjort det, som man skal gøre på alle mulige niveauer. Vi har kontaktet de iranske myndigheder og det iranske politi og beskrevet situationen. Vi har krævet al den beskyttelse, som man kan få i forhold til Wienkonventionen. Og jeg kan se, at de nu både ved ambassaden og ved min bolig nede i byen er ved at styrke politiindsatsen. Så de er i gang«, siger Danmarks ambassadør, Claus Juul Nielsen. Selv opholder ambassadøren og de andre ansatte ved ambassaden sig i deres hjem. Tidligere i dag er den østrigske ambassade i Teheran også blevet angrebet af vrede demonstranter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her