Det oprørsplagede Nepal går i denne uge til lokalvalg. Det er det første valg i syv år, men trusler om boykot af valget fra de vigtigste politiske partier og landets maoistiske oprørere ventes at undergrave valgets troværdighed. Kong Gyanendra, som afsatte regeringen ved en magtovertagelse for et år siden, ønsker med valget onsdag at signalere, at han seriøst arbejder på at genoprette demokratiet og bane vejen for parlamentsvalg i april 2007. Konflikt optrappes Men de syv vigtigste politiske partier i det fattige bjergland og den maoistiske oprørsbevægelse, som gennem ti år har forsøgt at omstyrte Nepals monarki, ser lokalvalget som kongens forsøg på at legitimere sit styre og sætte demokratiske bevægelser ud af spillet. »De syv partiers alliance repræsenterer cirka 90-95 procent af det tidligere parlament«, siger en diplomatisk kilde i Kathmandu. »Deres boykot af lokalvalget rejser i høj grad tvivl om, hvorvidt dette valg bliver frit, retfærdigt og troværdigt«. Oprørerne har optrappet konflikten inden valget og dræbt to kandidater, skudt og såret en anden og bragt bomber til sprængning i kandidaters biler og hjem. Skærpelse af sikkerhed Mandag blev en politibetjent dræbt og fire såret, da deres køretøj ramte en landmine ved Mahnedranagar i det vestlige Nepal, siger politiet. I Kathmandu blev sikkerheden skærpet, efter at soldater sent søndag afmonterede en bombe, der formentlig var efterladt af de maoistiske oprørere under en bro i et velhavende kvarter, siger myndighederne. Den nye bølge af vold falder sammen med en ugelang generalstrejke, varslet af oprørerne, som i går gik ind i sit andet døgn. Strejken har lammet transportsektoren, erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner og nærmest sat landet i stå. Kandidater trækker sig Frygten for at komme i oprørernes søgelys sætter sit præg på valgkampen. Der er højst 2.100 opstillede til de mere end 4.100 taburetter i 58 byråd. Næsten 650 personer har trukket deres kandidatur tilbage, og snesevis af kandidater har trukket sig efter at være blevet valgt uden modkandidater. Resten bevogtes under strenge sikkerhedsforanstaltninger i hærens barakker og sikre huse, mange mod deres vilje. Adskillige kandidater er gået under jorden, og nogle er blevet sendt på ferie eller pilgrimsrejse i det sydlige naboland Indien. »Kongen har ikke gjort noget for landet, og nu vil han afholde valg«, siger 'kammerat' Chandrakant, en højtstående lokal oprørsleder. »Dette valg er ikke svaret på folkets problemer. Vi har frarådet folk at stemme«, siger han. Lav deltagelse Den samlede valgdeltagelse ventes at blive lav, men den kongetro regering har påbudt ansatte i centraladministrationen at stemme, tilsyneladende i et forsøg på at imødegå vælgerflugten. Politiske partier siger, at de frygter, at soldater og politifolk vil gå til valgstederne i civilt tøj og udfylde massevis af stemmesedler. »Kongen troede formentlig, at han kunne følge eksemplet fra Afghanistan, Irak eller Kashmir, hvor valg er blevet afviklet trods trusler om vold«, siger Dhawal Shumshere J.B. Rana, tidligere borgmester i den vestlige by Nepalgunj. I forbindelse med sidste uges markering af årsdagen for kongens magtovertagelse mindede regenten sine landsmænd om, at det er deres pligt at stemme. Familiens liv på spil Kun de allermodigste som Surya Bahadur Thapa synes enige. »Jeg er patriot, og jeg har et ansvar«, siger Thapa, som er tidligere soldat og stiller op som borgmester i Ghorani i Dang-distriktet i det vestlige Nepal, som ligger ved tærskelen til maoisternes vigtigste område. »Jeg ved, at jeg sætter mit og min families liv på spil«, siger han dagen efter, at hæren afmonterede en bombe, som oprørerne havde anbragt i hans hus. »Men vi skal alle dø før eller siden. Indtil da har jeg tænkt mig at tjene mit folk«. Oversættelse: Lorens Juul Madsen
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























