Verdens største muslimske land, Indonesien, går nu ind i striden om Jyllands-Posten Muhammed-tegninger, som har skabt ravage i store dele af den arabiske verden. Ichwan Sam, der er generalsekretær for Det Indonesiske Råd af Muslimske Lærde, som er landets højeste islamiske myndighed, siger, at tegningerne var udtryk for »vestlig arrogance«. »Denne fornærmelse mod en religiøst symbol tilhørende en anden gruppe demonstrerer deres tåbelighed og dumhed«, siger han til det statslige nyhedsbureau Antara. Også kritik fra Malaysia Samtidig siger en talsmand for det indonesiske udenrigsministerium, at Jyllands-Posten ikke kan undskylde offentliggørelsen med retten til ytringsfrihed. »Ytringsfrihed kan ikke retfærdiggøre krænkelse af en religion«, sagde han. Vreden over de danske tegninger har også spredt sig til Malaysia, hvor Malaysias Muslimske Forbrugerorganisation (PPIM) opfordrer sin regering til at sende en officiel protest til den danske ambassade.
Vrede over tegninger spreder sig
Lyt til artiklen