Hamas skal ignoreres. Både af Israel og af det internationale samfund. Sådan lyder udmeldingen fra den konstituerede israelske premierminister Ehud Olmert til den israelske avis Haaretz. »De støtter terror« »Hvis der bliver dannet en regering ledet af Hamas, eller hvor Hamas er en del af koalitionen, vil den palæstinensiske regering blive til en regering, der støtter terror. Israel og omverdenen vil ignorere den og gøre den irrelevant«, siger Ehud Olmert. Han opfordrer til at vente og se, hvad der vil ske i den palæstinensiske lejr efter det overraskende valgresultat. 76 pladser i parlamentet Hamas fik ved gårsdagens valg 76 ud af 132 pladser i det palæstinensiske parlament. Fatah-bevægelsen, der blev dannet af den nu afdøde Yassir Arafat, må nøjes med 43 pladser. Formanden for Likud-partiet Benjamin Netanyahu mener, at de israelske politikere har en del af ansvaret for Hamas' sejr. »Vi er nødt til at ransage os selv. En politik om ensidig tilbagetrækning var en belønning til Hamas' terror«, siger han til Haaretz. Likud: Tilbagetrækningen en fiasko Netanyahus parti har også direkte erklæret, at den israelske tilbagetrækning fra Gaza var et signalt til palæstinenserne om, at terror og vold var en brugbar metode til at opnå politiske mål. Formanden for Arbejderpartiet Amir Peretz siger, at Israel »ikke har noget at tale med Hamas om«. Det israelske folk er mere forhandlingsvillige »Hvis det bliver nødvendigt, vil vi tage nogle drastiske skridt. Vi vil ikke acceptere en dipomatisk skakmat. Foranringerne i den palæstinensiske regering vil ikke holde os som gidsler«, siger Peretz til Haaretz. Den tidligere premierminister Shimon Peres har erklæret, at al international støtte til palæstinenserne skal stoppe som konsekvens af Hamas' valgsejr. Ifølge en meningsmåling blandt det israelske folk, er de dog uenige med politikerne - næsten halvdelen af israelerne er indstillet på at forhandle med Hamas, skriver Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























