Kim Jong-il på hemmelig studietur

Nordkoreas diktator, Kim Jong-il, menes at have været i Kina for at studere landets økonomiske succes.   Arkivfoto: Igor Kochetkov/AP
Nordkoreas diktator, Kim Jong-il, menes at have været i Kina for at studere landets økonomiske succes. Arkivfoto: Igor Kochetkov/AP
Lyt til artiklen

Enten fik udenrigsministeren for den stort set ukendte østat Vanuatu tirsdag lov at drikke te med den kinesiske præsident, Hu Jintao. Eller også var det som ventet manden med Elvis-brillerne og den touperede manke, der sluttede sin ikkeoffentliggjorte rundrejse i Kina af med et ikkeoffentliggjort møde i Beijing. Ankom i pasret tog Siden et pansret tog i sidste uge passerede over grænsen mellem Nordkorea og Kina har det været formodet, at Kim Jong-il - Nordkoreas diktatoriske leder - for første gang i over et år havde forladt landet. Da alle gæsterne på et femstjernet hotel i provinsen Guangzhou nogle dage senere uden varsel blev sat på gaden og hotellet omringet af sikkerhedsfolk, var ingen længere i tvivl: Kim Jong-il var i Kina. Måske derfor ville talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium i går godt bekræfte så meget som, at præsidenten skulle mødes med »mindst én udenlandsk leder«. Og der er lige nu kun besøg af ét andet lands leder i Kina, nemlig Vanuatus udenrigsminister. Frygt for angreb Hemmelighedskræmmeriet omkring besøget har været helt som normalt. Alle officielle kilder har benægtet rygterne af frygt for et angreb på Kim Jong-il, der først annoncerer udlandsrejser, når han er sikkert hjemme i hovedstaden Pyongyang. Til gengæld har lederen ikke nøjedes med at holde politiske samtaler med den kinesiske topledelse. Kim Jong-il tilbragte flere dage i den succesfulde Guangzhou-provins, hvor han bl.a. besøgte en højtudviklet havn og storeksportør af højteknologi. Økonomisk succes Flere af hans bureaukrater har allerede været i Kina for at studere landets økonomiske succes, og formodningerne er, at Kim Jong-il gerne vil lære af den kinesiske model, hvor store dele af kommunismen og det stærkt centrale styre bevares. »Jeg tror, Nordkorea har fået en dybere forståelse af Kinas økonomiske reformer, og denne rejse kan være en vigtig del af det«, siger Xu Wenji, ekspert i Kina og Nordkoreas økonomiske bånd ved Jilin Universitetet i Kina, til Reuters. Kim Jong-il menes også at have opholdt sig i byen Shenzhen, der i 1979 blev Kinas første eksperiment med markedsøkonomi. Nordkorea har siden 2002 åbnet for spæde forsøg med blandt andet at lade dele af fødevarehandlen overgå til markedsbetingelser. Og i havnebyen Kaeson forsøger landet at udvikle sin egen kapitalistiske enklave, der indtil videre har tiltrukket 15 sydkoreanske eksportvirksomheder. Sprængfarlig konflikt Statens greb om Kaeson er dog fortsat tungt, og Xu Wenji tror ikke, at Kim Jong-il har tænkt sig fuldstændig at kopiere den kinesiske politik, der har åbnet dele af det strenge system. Den kinesiske ledelse er udmærket klar over de nordkoreanske forbehold, men styret er meget interesseret i at få fremstillet den kinesiske omstilling så positivt som muligt. Gennem økonomisk fremgang håber kineserne at få løsnet op for den potentielt sprængfarlige konflikt om Nordkoreas atomvåben og samtidig slippe for at skulle yde Pyongyang omfangsrig økonomisk støtte. Håber på mere støtte Derfor står det heller ikke klart, om Kim Jong-ils rundtur er Kinas eller Nordkoreas idé. Analytikeren Peter Beck fra International Crisis Group i Sydkorea siger til nyhedsbureauet AP, at formålet med besøget for Kim Jong-il ikke så meget er en studietur som et forsøg på at overtale den kinesiske ledelse til at fortsætte den økonomiske støtte og at modstå amerikansk pres for at stoppe nordkoreanske bankaktiviteter i Kina. Måske kommer svaret, når det specialbyggede tog - foræret til Kim Jong-ils far, Kim Il sung, af Stalin - vender tilbage til Nordkorea, og besøget endelig kan blive offentliggjort.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her