Britiske generaler kritiserer USA

Lyt til artiklen

Ledende britiske militærfolk retter nu skarp kritik mod både deres amerikanske allierede i Irak og deres egen premierminister, Tony Blair, der i marts 2003 gik i krig mod Irak sammen med USA. General Nigel Aylwin-Foster, der sidste år deltog i uddannelsen af irakiske soldater, beskylder den amerikanske hær for at være skyldig i »institutionel racisme«. Mangler kulturel følsomhed De amerikanske soldater er gennemgående høflige og hensynsfulde. Men til tider »fører deres mangel på kulturel følsomhed, sikkert uden at de ønsker det, til institutionel racisme«. Hermed tænker han dels på behandlingen af de irakiske soldater, dels på amerikanernes angivelige brutalitet, når de gennemfører operationer blandt civilbefolkningen, skriver han i det amerikanske militærtidsskrift Military Review. Sønderlemmende kritik General Aylwin-Foster, der i dag er næstkommanderende for EU-tropperne i Bosnien, står ikke alene med sin kritik. Tidligere på ugen rettede et af Storbritanniens militære ikoner, sir Michael Rose, et sønderlemmende angreb på premierminister Tony Blair, som den tidligere øverstkommanderende for FN-styrken i Bosnien vil have for en domstol. Skadelig krig Premierministeren »førte befolkningen bag lyset«, skrev sir Michael Rose i en stort opsat kommentar i dagbladet The Guardian. »Krigen har påført den irakiske befolkning hidtil ufortalte lidelser og gjort alvorlig skade på Vestens muligheder i den bredere krig mod global terror«, skriver han. De to generalers kritik afspejler ifølge flere britiske dagblade en voksende utilfredshed over den britiske deltagelse i krigen i det britiske officerskorps. Mange mener, krigen er meningsløs, og selv den britiske stabschef, general Mike Jackson, har ved flere lejligheder taget afstand fra sine amerikanske kollegers indsats i Irak. »Vi ville gøre det på en anden måde«, sagde han sidste år. Optræder hovedløst I artiklen i Military Review skriver general Aylwyn-Foster direkte, at amerikanerne optræder hovedløst, og at mange operationer bliver gennemført uden omtanke. En anden britisk general, sir Rupert Smith, anklager amerikanerne for systematisk at gå i oprørernes fælde. Amerikanerne overreagerer på selv de mindste angreb med det resultat, at de skaber yderligere fjendskab i civilbefolkningen, sagde han forleden i britisk tv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her