Pakistanere demonstrerer mod luftangreb

Vrede pakistanere protesterer i dag i en lang række af landets byer mod det amerikanske angreb på en landsby, hvor en gruppe oprørere var samlet. - Foto: AP
Vrede pakistanere protesterer i dag i en lang række af landets byer mod det amerikanske angreb på en landsby, hvor en gruppe oprørere var samlet. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Tusinder af pakistanere demonstrerer i flere byer mod fredagens amerikanske luftangreb mod huse i den pakistansk landsby Damadola i provinsen Bajaur tæt på grænsen til Afghanistan. Angrebet, der blev udført af CIA fra et førerløst fly, dræbte 18 mennesker, mens hovedmålet Ayman al-Zawahri, der er nummer to i det internationale terrornetværk al-Qaeda, undgik døden - angiveligt fordi han meldte afbud til et middagsselskab. Bred opbakning til demonstrationer Ifølge nyhedsbureauet Reuters var op til 10.000 mænd, kvinder og børn samlet i Pakistans største by Karachi for at protestere mod angrebet. Den amerikanske tv-station CNN rapporterer, at der også er demonstrationer i hovedstaden Islamabad og byerne Lahore og Peshawar, og at demonstrationerne var planlagt til at være hele dagen. Reuters og Associated Press melder om demonstrationer i en lang række andre byer. Demonstrationerne er arrangeret af islamister, som opponerer mod den pakistanske præsident Musharrafs støtte til den amerikanskledede krig mod terrorisme. Men ifølge Reuters bliver demonstrationerne også støttet af ikke-religiøse grupper. Satte ild til kontor »Stop bombningerne af uskyldige mennesker«, »Død over den amerikanske aggression«, og »Vi fordømmer angrebet i Bajaur« lyder nogle af slagordene. I Karachi er der udkommanderet hundreder af betjente med stave og skjolde i gaderne. Men der er ikke rapporter om sammenstød eller vold. I Multan i det østlige Pakistan brændte demonstranterne amerikanske flag, og der er rapporter om en hob, der har sat ild til et amerikansk-støttet nødhjælpskontor i en landsby. Advarer mod at huse terrorister Det pakistanske udenrigsministerium har protesteret til den amerikanske ambassade og FN over luftangrebet, mens præsident Musharraf på den anden side har advaret sine landsmænd mod at give udenlandske terrorister husly, fordi det bare vil øge volden i Pakistan. Musharraf, der kom med advarslen i pakistansk tv i dag, nævnte ikke direkte fredagens luftangreb i Bajaur. 11 oprørere blandt de døde Overlevende fra angrebet i Damadola nægter ifølge Associated Press at der var militante personer i landsbyen, da den blev angrebet. Men andre nyhedsrapporter citerer unavngivne pakistanske regeringskilder for, at man regner med at op til 11 ekstremister er blandt de døde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her