Den israelske ministerpræsident Ariel Sharons tilstand er stabil, men også stadig kritisk, oplyser lægerne på Hadassa-sygehuset i Jerusalem til nyhedsbureauerne. Lægerne fortsætter den gradvise afvikling af det kunstige koma, som den 77-årige Sharon blev lagt i for fem dage siden. Men Sharon er fortsat bevidstløs. »Ministerpræsidentens tilstand er uændret. Lægerne fortsætter den behandling, der blev indledt i går«, siger sygehusets talsmand, Ron Kramer. »Vigtige tegn« Ariel Sharon har endnu ikke åbnet sine øjne. Lægeholdet håber, det vil ske, når bedøvelsen mindskes yderligere de næste døgn. Men ministerpræsidenten trækker vejret ved egen kraft, og han løftede sin højre hånd og ben ganske svagt, da lægerne i går forsøgte at finde ud af, om Sharon reagerer på smerte. De reaktioner betegner lægerne som »meget vigtige« tegn. Men de understreger samtidig, at der vil gå dage, før man kan vurdere, hvordan Sharon vil komme sig. Hører klassisk på stuen En israelsk tv-station har talt med Sharons rådgivere, der siger, at ministerpræsidenten også reagerer, når man taler til ham, uden at de konkretiserer, hvilke reaktioner der er tale om. Rådgiverne fortæller desuden, at der bliver spillet klassisk musik, blandt andet Mozart, på Sharons stue. En vurdering af de hjerneblødninger, Sharon er blevet ramt af, plus de mange timer, der er blevet opereret, får lægerne på Hadassa-sygehuset til at tvivle på, at Sharon vil kunne genoptage jobbet som ministerpræsident. Olmert overgangsfigur Lægernes endelige dom over Sharons tilstand vil blive overdraget til statsadvokaten, som derefter vil stå for den formelle afgørelse, om ministerpræsidenten kan fortsætte i sit hverv. Kan han ikke det, skal regeringen inden for 24 timer vælge en ny ministerpræsident. Der er p.t. fem fra Sharons nye parti, Kadima, i regeringen. Ehud Olmert er blevet indsat som fungerende ministerpræsident og er også den logiske overgangsfigur, hvis ikke Ariel Sharon kan vende tilbage.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























