Yderligere to kinesere er døde af fugleinfluenza. Dermed er i alt fem personer nu er døde af fugleinfluenza i verdens folkerigeste land. En 10-årig pige døde den 16. december, og en 35-årig mand afgik ved døden den 30. december, siger Roy Wadia, der er WHO's Beijing-baserede talsmand, til det franske nyhedsbureau AFP. Nye udbrud Kinas sundhedsministerium ville ikke umiddelbart kommentere oplysningerne fra Verdenssundhedsorganisationen. Det sker på samme tid, som Kina har bekræftet et nyt udbrud af fugleinfluenza blandt vagtler på en gård i den fattige, sydvestlige provins Guizhou. Tidligere på måneden blev 16.000 vagtler aflivet nær provinsens hovedstad, og da det blev bekræftet, at udbruddet var det farlige virus H5N1, blev yderligere 42.000 fugle gasset for at forhindre smittespredning. Tyrkiet: Alt under kontrol Samtidig søger Tyrkiet at forsikre sine bekymrede naboer om, at et dødeligt udbrud af H5N1-fugleinfluenza er under kontrol, men tirsdag måtte landet meddele, at endnu en person er smittet af den frygtede sygdom. »Situationen er helt under kontrol. Vi vil fortsat tage os af situationen med største omhyggelighed«, sagde premierminister Recep Tayyip Erdogan på en pressekonference. Dermed er det samlede antal smittede personer oppe på 13, sagde embedsmænd fra de tyrkiske sundhedsmyndigheder. Mindst to teenagere i den østlige del af landet er allerede døde af sygdommen. Både Bulgarien og Grækenland har sat et beredskab i gang for at hindre, at smitten krydser grænserne. Tyskland, der har Europas største tyrkiske befolkning uden for Tyrkiet, meddelte at der vil blive gjort en ekstra indsats for at bekæmpe ulovlig import af fjerkræ fra Tyrkiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























