En gennemgang af 63 tidligere studier har vist, at D-vitamin kan have en forebyggende effekt for udvikling af kræft i blandt andet brystet, æggestokkene og tyktarmen. Gennemgangen viser ifølge amerikanske forskere fra University of California, at tilstrækkeligt med D-vitamin kan nedsætte risikoen for at udvikle kræft i tyktarmen med op til 50 procent. Forskerne understreger samtidig, at der er behov for flere undersøgelser, før man kan drage sikre konklusioner, skriver BBC. 38 års studier samlet Den samlede gennemgang er offentliggjort i The American Journal of Public Health. Teamet fra universitetet i San Diego har set nærmere på offentliggjorte undersøgelser og videnskabelige artikler fra 1966 til 2004. Blandt dem var der 30 undersøgelser af tyktarmskræft, 13 studier af brystkræft, 26 af prostatakræft og syv om kræft i æggestokkene. Ud over en formindsket risiko for tyktarmskræft viser analysen af de seneste 38 års studier, at rigeligt med D-vitamin også kan sænke risikoen for bryst- og æggestokskræft med 30 procent. Hvis man blot sørger for at få rigeligt med D-vitamin er ens modstandsdygtighed over for kræft altså øget betydeligt. Pas på med for meget D-vitamin Ifølge holdet bag analysen er et dagligt indtag på 25 mikrogram D-vitamin nok til at formindske kræftrisikoen. Men man skal være varsom med vitaminet, påpeger de. For meget D-vitamin - det vil siger over 50 mikrogram om dagen for voksne - kan skade både lever og nyre. Det bedste råd er da også at få sine depoter fyldt på en naturlig måde via kosten. Madvarer som fisk, æg og mælkeprodukter har for eksempel et stort indhold af D-vitamin. Derudover er solen en af de vigtigste naturlige kilder til D-vitamin. Forskere har haft en anelse Der har i nogle år eksisteret en tanke hos både danske og udenlandske forskere om, at D-vitamin kan have en forebyggende virkning på forskellige kræftformer. Blandt andet fandt et hold forskere fra Statens Seruminstitut tidligere på året frem til, at sollys kan mindske risikoen for visse kræftformer. Her var én af teorierne, at det muligvis er det D-vitamin, vi optager gennem sollyset, der havde en positiv virkning. Også Kræftens Bekæmpelse mener, at D-vitamin kan have en forebyggende effekt på blandt andet endetarmskræft. Men der er stadig behov for flere videnskabelige undersøgelser, der skal afdække om »mangel på D-vitamin øger risikoen for kræft« og om »D-vitamin kan beskytte mod visse former for kræft«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























