Israels premierminister, Ariel Sharon, blev i dag hasteindlagt på et hospital i Jerusalem efter et ildebefindende, meddelte israelske hospitalskilder ifølge Ritzau. De sagde, at hans tilstand var stabil og ikke livstruende. Israelske tv-stationer meddelte, at den 77-årige Sharon havde fået en mindre hjerneblødning, og at han var ved at blive røntgenfotograferet. »Han mistede bevidstheden på vej til hospitalet og kom derefter til bevidsthed igen«, sagde en læge. Stiftede nyt parti Sharon har i de seneste måneder stået i spidsen for en af de mest markante udviklinger i israelsk politik i årtier. Først trak han de israelske bosættere og soldater ud af Gazastriben, derefter brød han med sit højreorienterede Likudparti for at danne det midtersøgende parti Kadima og meddelte, at han ønskede at indgå fred med palæstinenserne. Sharons helbred og alder har luret i baggrunden længe. Sharon er ekstremt overvægtig og fylder 78 år til februar. Han har aldrig offentliggjort helbredserklæringer, men har insisteret på, at han ikke lider af nogen livstruende sygdomme.
Sharon indlagt med ildebefindende
Lyt til artiklen