Den amerikanske vicepræsident Dick Cheney besøgte søndag Irak for første gang i 14 år. Besøget kommer samtidig med, at både sunnimuslimske og shiamuslimske ledere gentager deres krav om, at de amerikanske styrker trækkes ud af landet. Cheney var en af hovedmændene bag krigen for at vælte Saddam Hussein. Under sit otte timer lange besøg mødtes han med Iraks ministerpræsident og præsident og kaldte torsdagens valg »fantastisk«. Men den sunnimuslimske nationalist Saleh al-Mutlak, der stillede op til valget, siger, at amerikanerne ikke er velkomne i Irak og bør forlade landet. Det er den samme holdning, som den shiamuslimske præst, Moqtada al-Sadr har givet udtryk for. Han anklager amerikanerne for at følge deres egen dagsorden og ignorere irakerne. Bomber Valget fandt i det stor hele sted i en fredelig atmosfære, men freden blev brudt, da en bombe i går eksploderede på et travlt marked i Bagdad. Fem blev dræbt og mindst syv såret. Bomben eksploderede tæt på en shiamuslimsk moske, men det er uklart, om moskeen var målet. En politimand blev dræbt ved et selvmordsangreb i Bagdad, og en mand sprængte sig selv i luften i nærheden af hovedstaden, da hans bælte med sprængstoffer eksploderede for tidligt. USA håber, at det veloverståede valg vil betyde, at man kan begynde at trække mange amerikanske soldater ud af landet næste år. Forbudt at give op Cheney besøgte militærbasen Taji lige nord for Bagdad og talte til en stor gruppe amerikanske soldater. »Den eneste måde, vi kan tabe denne kamp, er ved at give op, og det er ikke en mulighed«, sagde Cheney blandt andet. Det amerikanske militær siger, at det gør fremskridt imod det sunnimuslimske oprør, som har kostet tusinder af irakere livet i de seneste tre år og gjort livet farligt og ulideligt for flere millioner andre. Efter valget er veje og grænser blevet åbnet igen, og irakerne er begyndt at vende tilbage til arbejdet, men de må vente længe, før de ser deres nye regering. Resultatet af valget ventes først om to uger, og derefter kommer der næsten med sikkerhed mange forhandlinger og studehandler, når de mange grupper forsøger at sikre sig indflydelse. Den største forskel mellem det hidtidige parlament og det kommende parlament bliver tilstedeværelsen af sunnimuslimske medlemmer. Sunnimuslimerne boykottede valget i januar, men deltog denne gang. Frigivet Nyhedsbureauerne skrev i aftes, at den tyske arkæolog Susanne Osthoff, der har været holdt som gidsel i Irak siden sidste måned, er blevet sat på fri fod , mens hendes chauffør fortsat tilbageholdes, Susanne Osthoffs bror, Robert, sagde tidligere på dagen til en tysk tv-station: »Min søster er fri«. Den 43-årige Susanne Osthoff, der er konverteret til islam og har boet i Irak i ti år, blev kidnappet sammen med sin chauffør den 25. november.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























