Myndighederne i Venezuela advarer om alvorlig strålingsfare og har indledt en landsdækkende eftersøgning efter en kapsel med stærkt radioaktivt materiale, der i søndags blev stjålet sammen med den varevogn, den lå i. »Vi er i undtagelsestilstand på nationalt og regionalt niveau og søger efter kapslen overalt«, siger chefen for landets civilforsvar, oberst Antonio Rivero, til Reuters. Varevognen blev stjålet søndag aften i delstaten Yaracuy i den centrale og vestlige del af landet. På størrelse med en madkasse Angel Diaz, direktør for atomsager i Venezuelas energiministerium, har i statsligt tv opfordret tyvene til at levere det potentielt dødbringende materiale tilbage. Det farlige stof opbevares i en beholder på størrelse med en madkasse. Ifølge Diaz kan det ikke udelukkes, at kapslen vil blive brugt »i ond hensigt«, mens oberst Rivero siger, at simpelt biltyveri er det mest sandsynlige motiv. Livsfarligt »Vi advarer dem, der stjal materialet, fordi de sikkert var ude efter lastvognen, om, at de risikerer meget alvorlige konsekvenser, der kan medføre døden«, sagde Diaz i tv. Kapslen indeholder stoffet iridium-192, der udsender kraftig gammastråling og bruges til industrielle røntgenopgaver, for eksempel i forbindelse med fejlfinding i underjordiske rørsystemer. I marts forsvandt to kapsler med iridium-192 i to forskellige delstater i Venezuela. I begge tilfælde var der tale om lemfældige sikkerhedsforanstaltninger. Oberst Rivero oplyser, at den ene kapsel er fundet, mens den anden menes at være smidt i Maracaibosøen. Smurte materiale i ansigtet Et af de værste uheld med industrielt atommateriale skete i Goiania i Brasilien i 1987. Klunsere på jagt efter metalskrot fjernede dengang en beholder med caesium-137 fra en nedlagt strålebehandlingsklinik, uden at vide at stoffet var radioaktivt. Børn smurte materialet i ansigtet og på kroppen, fordi det skinnede og glitrede. Fem personer omkom, og 249 blev syge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse
Debatindlæg af Anja Bache
Debatindlæg af Timothy Garton Ash




























