Livet genopstår i ruinerne i Pakistan

Byen er så småt ved at vågne fra de døde - to måneder efter, at jordskælvet jævnede næsten hvert eneste hus med jorden og tog tusindvis af indbyggere med. Sådan en vækning går ikke stille af. Langs Balakots hovedgade brøler et par af militærets bulldozere, og et trykluftbor hamrer øredøvende for at knuse de nedstyrtede betontage i mindre flager, som gravemaskinerne kan fjerne i store, beskidte støvskyer. »Alting er blevet så dyrt« På den anden side af gaden er grøntsagsboder genopstået i murbrokkerne. Fletkurve med røde løg, brune bønner og gule appelsiner langs vejkanten. Slagteren er ved at partere en ko på den bare jord. Kødet bliver hugget ud med økse og solgt fra 'butikken', et skur af bræddestumper og en laset presenning. Og i et hus med revnede mure, der læner sig faretruende til siden, har tøjhandleren hængt sjaler og klæderuller op på de skæve hylder. Men omsætningen går trevent, selv om det myldrer med mennesker på hovedgaden. »Det har vi ikke råd til. Den smule penge, vi har tilbage, bliver brugt til at købe mad for. Alting er blevet så dyrt, meget dyrere end før jordskælvet«, siger Nakash Ali beklagende. Trods den snavsede blå dynejakke står han og småfryser midt i morgenmylderet. Ruinområde Han viser vej væk fra hovedgaden og ned mod floden, hvor stilheden står i skarp kontrast til larmen deroppe. Her er et kæmpemæssigt ruinområde, som indtil jordskælvet var et marked med snesevis af butikker op til tre etager høje. Nu er det bare murbrokker, klemt sammen under tonstunge betonplader, som engang var taget. Hele molevitten er skredet ned ad skrænten, så den nederste del er faldet ud i floden. Her larmer ingen maskiner. Kun folk, som forsøger at hamre brugbare mursten fri, eller smadre betonklodser med mukkerter for at frigøre jernstængerne indeni. De kan genbruges, når nye betonhuse engang skal rejses. Det er både slidsomt og langsommeligt, men det giver da i det mindste varmen. Syv døde familiemedlemmer Nakash Ali peger på et sted i den kæmpemæssige ruinhob: »Her var min fars butik«. Beviset er butikkens navneskilt af blik, som stikker op mellem brokkerne. Faren handlede med bomuldsstoffer. Det forklarer tøjlaserne på stedet. Den smule, der kunne reddes, er gravet fri. Men først skulle farens lig op, så han kunne blive begravet ordentligt. »Syv af mine familiemedlemmer døde, nu er vi kun mig, mor og to søstre tilbage«, forklarer Nakash Ali. Sodsværtet ruin Familien Ali har været velbeslået før jordskælvet. Familiens hus ligger ved siden af markedet, lige bag en moske. Men stueetagen er faldet sammen, og resten er kun en sodsværtet ruin. Moskeen har lidt samme skæbne, de fire etager er reduceret til tre meters kompakte murbrokker. Men det afskrækker ikke de troende i området. Bedemåtter bliver rullet ud foran resterne af det gudelige hus, og knæfald følger knæfald til Allahs pris. Vinteren truer Også her truer vinteren: I et hjørne er opstillet et telt, der skal være bedeplads, når sneen falder. De fem overlevende medlemmer af familien Ali bor også i et telt - ligesom resten af Balakots 30.000 indbyggere. Dermed er de bedre stillet end mange af indbyggerne i de omliggende landsbyer i bjergene, som stadig mangler det mest fornødne. I markedets ruiner vandrer en ældre, rynket mand rundt - tilsyneladende uden mål. Det er Abdul Rakhman fra landsbyen Makanmuri i bjergene bag Balakot. Han er »omkring 60 år« og er i byen for finde et telt til sin familie deroppe, men han aner ikke, hvor han skal lede efter det. Ikke flere telte »De siger alle sammen, at der ikke er flere telte«, forklarer han og ser helt fortvivlet ud. Han fatter ikke, hvordan alle her nede i byen kan bo i telte, når han ikke kan få fat i et eneste. Træt og opgivende sætter han sig i murbrokkerne: »Vi er seks overlevende i familien, blandt andet to små drenge. Og vi sover på den bare jord under en plastikpresenning. Hvordan skal vi overleve deroppe, når sneen kommer«, spørger han uden at få noget svar. Bagefter siger tolken: »Han skal være glad, hvis han bare får noget mad at bære med hjem. Dem oppe fra bjergene bliver altid stillet i sidste række, fordi det er her i byen, at nødhjælpen uddeles«. Desperation Men man behøver ikke vandre til bjergs i timevis for at møde desperation. Over broen, på den østlige side af Balakot, ligger ruinerne tæt som et gråt tæppe op ad bakkerne. I en af dem bor gamle Adai Abdullah. Han har ryddet et stykke af sin tidligere gårdsplads og slået et plastiktelt op på den bare beton. Inde i teltet ligger en sivmåtte og et par tæpper - familiens samlede værn mod vinterkulden. For herinde under plastikdugen vil det være det rene hasard at tænde åben ild. Fladbrød over bål Adai Abdullahs kone sidder udenfor, bag en læskærm af knækkede brædder, og bager morgenens fladbrød over et lille bål. Hun får da lidt varme fra bålet, mens Adai har pakket sig ind i et tæppe, og børnebørnene løber rundt med sjaler om skuldre og hoved, blege i den kuldslåede morgen. Den gamle mand vil gerne have flere tæpper til familien, men han kommer med et andet ønske, som sjældent bliver udtalt, fordi det er et pinligt emne i denne konservative kultur: »Bedre sanitet«, som han diskret formulerer det. Udtrykket henviser til, at her hverken er toiletter eller kloakker tilbage, så nødtørft forrettes også i ruinerne - efter mørkets frembrud. Det er især svært for kvinderne, som dagslyset ikke levner det mindste, diskrete skjulested. Og for hvem, det normalt vil være yderst skamfuldt at blotte bare en skulder eller en ankel for andre. År til normalisering Men selv om Adai Abdullah har ret, og problemet presser sig på, har 'bedre sanitet' årelange udsigter. Herovre kan man høre, at bulldozerne brager murbrokker sammen langs hovedgaden på den anden side af floden, men det er kun de første spæde forsøg på at rydde plads til, at en hel by kan rejse sig af ruinerne: Først handler det om tag over hovedet, bagefter må resten løses, som det bedst kan - også mørkets gerninger.