Forlydender om at CIA har bortført terrormistænkte i Europa og ulovligt fløjet dem til andre lande er troværdige. Det konkluderer Europarådets særlige rapportør, den schweiziske ambassadør, Dick Marty, i en rapport til rådets menneskeretskommission. »Det materiale vi har indsamlet indtil videre syntes at styrke troværdigheden af de beskyldninger, der vedrører transport og midlertidig tilbageholdelse af fanger - udenfor enhver juridisk proces - i europæiske lande«, fortalte Dick Marty under en pressekonference i Paris. Personer er blevet kidnappet Han fik til opgave at undersøge om, der er hold i anklagerne mod CIA for at have bortført fanger og fløjet dem mellem europæiske lande i modstrid med internationale konventioner. »De juridiske sager, der er på vej i visse lande, syntes at vise, at enkeltpersoner er blevet kidnappet og overflyttet til andre lande helt uden respekt for procedurerne for juridisk assistance«, sagde Dick Marty. I undersøgelsen konkluderer han, at alle fangere der var tilbageholdt i hemmelige europæiske CIA-fængsler er blevet fløjet væk indenfor den seneste måned, og at der derfor ikke længere er flere ulovligt tilbageholdte fanger i Europa. Fanger skjules i Marokko Den amerikanske avis The Washington Post afslørede for en måned siden, at der fandtes hemmelige CIA-fængsler på europæisk territorium. »På baggrund af de informationer jeg har, tilbageholder USA på nuværende tidspunkt ikke fanger i Europa«, sagde Dick Marty og tilføjede, at de tilbageholdte fanger i Europa blev fløjet til Marokko umiddelbart efter afsløringen af deres eksistens. Kritik af Rice Under rapportens offentliggørelse kritiserede han den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, for ikke formelt at be- eller afkræfte anklagerne mod landet. Han »beklagede«, at hun under hendes nylige besøg ikke ville svare på de mange spørgsmål om CIA's hemmelige fangetransporter og fængsler.
Undersøgelse: CIA-bortførelser har fundet sted
Lyt til artiklen