Islams vigtigste universitet på verdensplan, Al-Azhar Universitetet i Kairo, har meldt sig i koret af organisationer, der fordømmer Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed som en »bevidst fornærmelse af islam og muslimerne«. Det skete søndag i en udtalelse fra universitetets Islamiske Forskningsakademi, der blev vidt citeret i de store egyptiske statsmedier. Det er første gang, historien om tegningerne kommer ud til alment kendskab i den egyptiske befolkning. *Den danske avis' I udtalelsen nævnes Jyllands-Posten ikke, men omtales som 'den danske avis', der har bragt tegningerne. Nævnt bliver avisen til gengæld i omtalen i Mellemøstens største avis, Al-Ahram, der også citererer unavngivne kilder i forskningsakademiet for, at Al-Azhar vil indbringe sagen for FN. »Det har været et stort chok for muslimerne i Egypten og hele den islamiske verden, at profeten Muhammed er blevet genstand for en fornærmende hadekampagne«, skriver forskningsakademiet i udtalelsen. Egyptisk balancegang Ordene kommer mere end ti uger efter, at Jyllands-Posten offentliggjorde 12 avistegninger af Muhammed og dermed brød islams tabu om, at profeten ikke må afbildes. Det skete med henvisning til, at religiøse dogmer må være underlagt ytringsfriheden. Men det officielle Egypten har i flere uger ført en forsigtig balancegang i sagen. Samtidig med at det egyptiske udenrigsministerium har taget sagen op i organisationer som den islamiske verdenskongres OIC og FN's menneskeretskommissariat, har der kun været pletvis omtale i de lokale medier. Det skyldes, at egypterne ikke har ønsket at gøre det til en folkesag mod et land, Egypten modtager bistand fra og har et godt forhold til. Største muslimske forskningsinstitution Men efter at OIC i sidste uge fordømte tegningerne, er sagen nu blevet mere prekær. Og da en delegation af danske muslimer i sidste uge besøgte Al-Azhar, fik de foretræde for universitetets øverste sheik, Mohammed Tantawi, og bad ham reagere. Al-Azhar Universitetet er mere end 1.000 år gammelt og den ældste og største muslimske forskningsinstitution i verden. Selv om den er tæt knyttet til regeringen, har vurderingerne stor vægt for mere end en milliard sunnimuslimer verden over. Efterlyser fred og respekt Forskningsakademiet understreger i udtalelsen, at ytringsfrihed skal holdes op mod vigtigheden af at »udbrede fred og respekt blandt folk fra forskellige kulturer for at undgå 'civilisationernes sammenstød, som intellektuelle har advaret mod«. Al-Azhar er en moderat institution, og intetsteds i udtalelsen opfordres der til aggression mod de 12 tegnere eller danske interesser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























