Nødhjælpsorganisationen Oxfam har appelleret indtrængende om penge til at undsætte de overlevende efter jordskælvet i Pakistan og advarede om en ny katastrofe. Tusinder af mennesker har allerede fået luftvejslidelser på et tidspunkt, hvor den lange vinter i Himalaya kun lige er begyndt. Jorden fryser Ifølge den britiske nødhjælpsorganisation siger folk visse steder, at de graver grave, inden jorden fryser, fordi de forventer, at vinteren vil kræve mange menneskeliv. »Der er reel fare for, at denne naturkatastrofe uden fortilfælde vil blive efterfulgt af en menneskeskabt katastrofe«, hedder det i en udtalelse fra Farhana Faruqi Stocker, leder af Oxfams pakistanske afdeling. »Det internationale samfund må arbejde sammen og sætte tempoet op for at indfri løftet om at forebygge yderlige dødsfald«. Oxfam siger, at FN kun har fået løfter om 40 procent af den nødhjælp, organisationen har bedt om, og at mange af de penge, der er blevet lovet, ikke er kommet endnu. Jordskælvet 8. oktober dræbte 73.000 mennesker og gjorde 3 millioner hjemløse i det nordvestlige Pakistan og den pakistanske del af Kashmir. Nødhjælpsarbejdere har kæmpet med tiden for at skaffe nødhjælpsforsyninger og egnet husly til de trængende. Vintertelte Den pakistanske hær sagde i går, at den er begyndt at erstatte de almindelige telte, som mange flygtninge bor i, med vintertelte, især i de højtliggende egne, hvor nattemperaturen allerede er under frysepunktet. Pakistan har distribueret mere end 600.000 telte, men FN siger, at de fleste af dem er uegnede til de barske vejrforhold, der er i vente. Ifølge vejrudsigten vil vinterens første tætte snefald og regnvejr ramme området i den kommende uge. Overlevende har mange steder efterspurgt telte fra udenlandske donorer, blandt andet USA, Kina og Iran, og klaget over, at de lokalt fremstillede telte var af dårlig kvalitet. Hærens talsmand major Farooq Nasir vil ikke sige, hvor mange telte der vil blive erstattet, men militæret arbejder hurtigt og er allerede i gang med at opføre 50.000 vinteregnede telte og hytter, siger han. Soldater til fods »Vores soldater går til fods ud til fjerntliggende områder for at levere nødhjælp til de overlevende, og samtidig bruger vi konstant helikoptere til at levere telte, tøj, mad og endda bølgeblik til dem«, siger han. Ifølge Nasir er indbyggerne i afsides- og højtliggende bjerglandsbyer ikke meget for at komme ned til flygtningelejrene i dalene, men ifølge nødhjælpsorganisationer er en del af denne gruppe begyndt at flytte længere ned, og mange flere ventes at følge efter. Cirka 400.000 mennesker har hidtil boet i over 1.600 meters højde. Ifølge Oxfam føler nogle sig tvunget til at blive, hvor de er, blandt andet for at passe på deres jord og husdyr. Evakuering Jordskælvet skaber fortsat problemer. Ifølge Nasir er otte familier blevet evakueret fra landsbyen Chekar, hvor jordskred forårsaget af skælvet, der målte 7,6 på richterskalaen, har skabt to store søer. Vandstanden er allerde begyndt at stige. Geologer frygter, at et brud på et inddæmmet område kan udløse flodbølger og skabe alvorlige ødelæggelser i snesevis af landsbyer og broer langs Jehlum-floden. Pakistans største avis, The News, citerer landets øverste ansvarlige for nødhjælpsindsatsen, generalmajor Farooq Ahmed Khan, for at sige, at jordskælvet skabte inddæmmede områder, som skal tømmes forsigtigt for at undgå at bringe områdets landsbyer i fare.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























