Pakistansk formand afviser dødstrusler mod Mohammed-tegnere

Lyt til artiklen

Der er ikke blevet udlovet en dusør for at forårsage danske tegneres død. Det fastslår formanden for Shabab-i-Milli, der er Jamaat-e-Islamis ungdomsafdeling, i et interview med det franske nyhedsbureau AFP. »Der bliver skabt det indtryk i vestlige medier, at vi har udlovet penge for hovedet på tegneren, som tegnede fornærmende tegninger«, siger Shabab-i-Millis leder, Syed Shahid Gilani, til AFP. Gilani afviser at have tilbudt en dusør. Han fastslår, at gruppen tror på respekt for "forfatningen og loven". Skyldes en misforståelse Det danske udenrigsministerium ændrede rejsevejledningen for Pakistan i sidste måned efter meldingen om en dusør på lidt over 50.000 kroner på 12 danske bladtegneres hoved. Den danske ambassadør i Islamabad, Bent Wigotski, sagde i sidste uge, at den skærpede vejledning skyldes en artikel i den indflydelsesrige pakistanske avis på urdu, der hedder Nawa-i-Waqt. Artiklen blev bragt den 15. november. »Udtalelserne, som jeg bliver tillagt i aviser, skyldes misforståelser, og vi har udsendt en præcisering til alle medier i dag (tirsdag, red.)«, siger Gilani. Danmark bør give passende straf »Men offentliggørelsen af stødende tegninger bør fordømmes, fordi der er gjort forsøg på at spille på muslimers følelser. Vi opfordrer atter den danske regering til at give tegneren en passende straf. Hvis det ikke sker, vil vi udvide protesterne til hele verden«, siger Gilani. Ambassadører fra muslimske lande i Danmark protesterede i oktober imod tegningerne i et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). De 12 tegninger, som er lavet af 12 bladtegnere, blev bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. september, og de har vakt opstandelse blandt muslimer både i Danmark og andre steder i verden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her