Fremmedhad præger valgkamp i Moskva

Lyt til artiklen

Moskvas byret har krævet det ekstremistiske parti Rodina (Fædrelandet) fjernet fra stemmesedlerne for »ophidselse til etnisk had« op til valget på søndag til den russiske hovedstads byråd (Duma). Byretten har især lagt vægt på en af Rodinas flittigt brugte valgspots på tv. Den viser mørklødede kaukasiske mænd, der gnasker vandmeloner i en gård og smider skallerne fra sig. En ung blond kvinde spadserer ilde berørt forbi med en barnevogn, og der opfordres til at »fjerne skraldet fra byen«. Puster til etnisk had I en erklæring til byretten hedder det fra valgkommissionen, at videoen »bevidst« puster til »etnisk had over for ikke-russiske personer, der er kommet til Moskva« og »opfordrer til vold og fjernelse af alle ikke-russiske indvandrere med magt«, ifølge nyhedsbureauet Interfax. Rodina har indanket byrettens afgørelse til højesteret, og forbuddet vil kun blive opretholdt, hvis højesteret giver byretten medhold. Kamp mellem højreekstremer Det er ironisk nok højreekstremisten Vladimir Sjirinovskijs såkaldte Liberaldemokratiske Parti, der har rejst sagen imod Rodina. De to partier appellerer til samme ultranationalistiske vælgerskare, og Sjirinovskijs parti fører valgkamp på at give indvandrere skylden for alle byens onder. »Hvis højesteret afviser forbuddet, vil Rodina kun få et endnu bedre valg end forventet. Pres fra myndighederne er kun en god reklame«, siger den liberale kommentator Vladimir Pribylovskij til Moscow Times. Ifølge Pribylovskij ønsker Kreml »formodentlig«, at Rodina godkendes. »I takt med Kremls strategi for tavs støtte til Rodinas vækst, så den fascistiske fare op til præsidentvalget i 2008 kan blive tydelig nok til at overbevise Vesten om fornuften i en tredje periode til Putin«, siger han. Konkurrent til Putin Den Kreml-venlige politolog Sergej Markov siger derimod, at Rodina er en farlig konkurrent til Putins parti Forenet Rusland. »Partiets paroler om diskriminering af etniske russere og om, at den vilde kapitalisme, der har blomstret i Rusland, ikke giver håb om social retfærdighed« kan blive en stadig større stemmesluger, siger Markov. Søndag greb politiet hårdhændet ind imod en anti-fascistisk demonstration i Moskva, og snesevis blev arresteret. »Myndighederne burde holde det fascistiske spøgelse i flasken. I stedet bliver de ved med at slippe det ud af flasken«, hedder det på det liberale parti Jablokos hjemmeside. Partiet henviser til, at omkring 3.000 skinheads og andre ultranationalister tidligere på måneden uhindret fik lov til at marchere igennem Moskva med fremmedfjendske paroler og nazihilsner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her