Israel truer Iran med militærmagt

Israels premierminister Ariel Sharon truer Iran med militær magt - Foto: AP
Israels premierminister Ariel Sharon truer Iran med militær magt - Foto: AP
Lyt til artiklen

Det er uacceptabelt, at Iran bliver en kernevåbenmagt. Ikke kun for Israel, men for hele verden, og derfor er det vigtigt, at alle lande samlet gør en indsats for at standse Teherans forsøg på at udvikle kernevåben. Det sagde den israelske ministerpræsident Ariel Sharon i Tel Aviv ved sit årlige møde med pressen. Militærmagt mulighed Ifølge Sharon er brug af militærmagt »absolut en mulighed«, når det gælder at standse Irans forsøg på at tilegne sig atomvåben. Militær magt skal dog først bruges, hvis det viser sig, at alle andre former for internationalt pres lagt på regimet i Teheran ikke bærer frugt. »Det er absolut en mulighed at bruge militærmagt. Inden da håber jeg, at alle muligheder for diplomatisk pres er blevet forsøgt. Vi ser, at iranerne uanfægtet fortsætter deres forsøg på at tilegne sig kernevåben, men der er stadig internationale forsøg på at standse dem, der kan give resultat«, vurderede Sharon. Fredsminister Ariel Sharon blev også spurgt til den seneste udvikling i det, man i Israel kalder 'det store brag' i israelsk politik. Onsdag aften meddelte 82-årige Shimon Peres, at han forlader det parti, Arbejderpartiet, der har været hans politiske hjem, siden han som ganske ung var rådgiver for Israels første ministerpræsident, David Ben-Gurion. Peres følger ikke Sharon Peres vil ikke gå ind i Ariel Sharons nye parti, Kadima, men har fået løfte om at blive minister, hvis Kadima danner regering efter valget til marts næste år. Meningsmålinger viser, at Sharon med Peres som sparringspartner står til en massiv valgsejr, og at stemmerne kommer både fra tidligere Likud-vælgere og tidligere Arbejderparti-vælgere. Sharon lover at genoptage fredsprocessen og føre den til ende ifølge den såkaldte Køreplan for Fred, samtidig med at han vil fastholde en række israelske bosættelser og sikkerhedszoner på Vestbredden. »Jeg har kendt Shimon Peres i årevis«, sagde Ariel Sharon, »han har et politisk talent og en vision, som ethvert parti, i ethvert land ville være lykkelig for«. Den bedste alder For at understrege, hvor megen vitalitet der er i det parløb, tilføjede Sharon, at han selv under valgkampen vil fylde 78 år. »Det er efter min mening den bedste alder, man kan have, når man vil begynde at storme fremad«, grinede han selvironisk. Navnet på Sharons nye parti, Kadima, betyder fremad.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her