Venezuela tilbyder USA's fattige billig olie

Lyt til artiklen

Venezuelas præsident, Hugo Chavez, vil i den kommende vinter forsyne USA's fattige med billig olie. Citgo, der er Venezuelas statslige olieselskabs afdeling i Houston, Texas, lancerede tirsdag et program, som i de kommende uger vil tilbyde billig fyringsolie til fattige amerikanere i Boston og New York, siger Citgo's talsmand Fernando Garay. Vil ydmyge Bush Citgos tilbud ses af iagttagere som et tydeligt forsøg fra Chavez' side på at ydmyge USA's præsident, George Bush, og de amerikanske olieselskaber. Tilbudet kommer mindre end en måned efter, at en gruppe amerikanske senatorer sendte en desperat anmodning til olieselskaberne om at investere deres profit i programmer for amerikanere med lave indkomster. Priser stiger med 30 procent Priserne på fyringsolie ventes i den kommende vinter at stige med over 30 procent, og priserne på naturgas står til at blive fordoblet, fremgår det af de 27 senatorers brev. Det er uklart, om Chavez, der sjældent lader en chance for at håne Bush gå fra sig, handler direkte som svar på brevet fra senatorerne. Demokraterne hilser tilbuddet velkomment Men den politiske reaktion var klar. Det demokratiske kongresmedlem Jose Serrano, som repræsenterer Bronx i Kongressen, og som havde Chavez på besøg i sit distrikt i september, hilser tilbuddet velkommen. Endnu er detaljerne i tilbudet uklare, men indbyggere i Bostons fattige områder vil få op i mod 45 millioner liter fyringsolie til en pris, der er 10 millioner dollar (63 millioner kr.) under markedsprisen, siger Garay. Fattige indbyggere i Bronx vil få 30 millioner liter fyringsolie til reducerede priser. »Citgo handler som et ansvarligt selskab ved at give en generøs og medfølende donation til folk i Bronx«, siger Serrano. Chavez deltog i protestdemonstration Men generøs og medfølende er ikke lige de ord, den amerikanske regering ynder at bruge om Chavez, som for kun få uger siden deltog i en protestdemonstration mod Bush i Argentina. Chavez har også irriteret Det Hvide Hus ved at besøge Cubas leder, Fidel Castro, ved at rejse til Libyen for at modtage en medalje og ved at kritisere USA på den arabiske tv-kanal al-Jazeera.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her