Statsminister Anders Fogh Rasmussen har erobret forsiderne i den tyrkiske dagspresse. 'Krise' - 'kriz' på tyrkisk - er den gennemgående glose i reportagerne om ministerpræsident Recep Tayyip Erdogans boykot af det aftalte pressemøde i København i tirsdag. Erdogan blev væk i protest mod, at en ung kvindelig reporter fra den kurdiske tv-kanal Roj TV, som den tyrkiske regering mistænker for at have forbindelser til det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK, var til stede i salen. Avis: En syngende lussing til Fogh Bortset fra ganske få kritiske røster kunne premierministeren høste stor opbakning i Tyrkiet. Det nationalistiske dagblad Tercüman maler ordet 'Rojmussen' hen over forsiden, mens forsiden af en anden avis, Bugün, sammenligner - med slet skjult stolthed - Erdogans boykot med en syngende lussing. Under overskriften var et billede af en »chokeret« Anders Fogh Rasmussen ved siden af et tomt podie i Statsministeriet. Erdogan: Tyrkiet har råd til det Ved ankomsten til Tyrkiet sagde Erdogan, at »ytringsfrihed kan aldrig være et skjold for terrorisme«. Adspurgt om hans kommentar til, at Anders Fogh Rasmussen, oven på Erdogans exit, kommenterede Tyrkiets EU-egnethed, svarede han: »Tyrkiet har råd til at betale prisen for min reaktion«. Analytikere tolker dette som en advarsel til EU om, at der er grænser for, hvad Tyrkiet vil acceptere af krav fra EU. Havde intet valg Med sin optræden sendte Erdogan mest af alt et signal til 'hjemmefronten', der er utilfreds med, at Erdogans regering har gjort for store indrømmelser over for EU. Den tyrkiske udenrigsminister og vicepremierminister, Abdullah Gül, siger til forskellige tyrkiske medier, at Erdogan ikke kunne have handlet anderledes ved pressemødet med Fogh Rasmussen. »Enhver i hans sted ville have gjort det samme. Ellers ville ministerpræsidenten have fået problemer i den tyrkiske offentlighed, og pressen ville i øvrigt have undret sig over, hvorfor han ikke boykottede pressemødet«, lyder meldingen fra Abdullah Gül. Militær bakker op Erdogans protester blev også godt modtaget af det magtfulde tyrkiske militær. Øverstkommanderende for de tyrkiske landstyrker, general Yasar Büyükanit, kalder ministerpræsidentens reaktion »yderst naturlig« og mindede om, at »Tyrkiet ligger i krig med PKK. Så landets ministerpræsident skal selvfølgelig ikke bare acceptere, at PKK's tv-kanal deltager i pressemødet«. Det var selv samme Büyükanit, der i august søsatte anklagerne mod Roj TV. Siden da har den tyrkiske regering presset de danske myndigheder til at inddrage kanalens sendetilladelse. Politiske kommentatorer på de tyrkiske dagblade er generelt positivt stemt over for Erdogans demonstrative udvandring fra pressemødet. Anklager Fogh for at hjælpe terrorister En skribent på et af Tyrkiets største dagblade Hürriyet skriver, at det ikke kun var Erdogan, der forlod pressemødet, men hele det tyrkiske folk. Kommentatoren stiller i sin klumme følgende spørgsmål til den danske statsminister: »Hvis den irske undergrundshær, IRA, eller al-Qaeda havde en lignende tv-station, ville de også have lov til at sidde i salen og dække statsministerens pressemøde?«, skriver han og anklager desuden den danske regering for direkte at hjælpe terrorister. Kurdisk tv-station forundret Den kvindelige korrespondent fra Roj TV, som ufrivilligt blev årsag til krisen mellem de to lande, er forundret over balladen. »Det er første gang, jeg oplever det her. Jeg har før deltaget i pressemøder med både Erdogan og Gül (udenrigsministeren, red.) og har aldrig haft problemer«, siger Senem Güneser ifølge avisen Milliyet. Det var tyrkiske journalister, som alarmerede Erdogans delegation, mener hun. »De pågældende har ved forskellige lejligheder taget billeder af mig og givet dem til den tyrkiske ambassade, som så blev opmærksom på, at jeg var til stede«, siger Senem Güneser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























