New Orleans er på mange måder vendt tilbage til en form for normaltilværelse efter orkanen Katrinas hærgen gennem Louisiana. Men arrene efter den værste katastrofe i byens historie er stadig tydelige. Og der er endnu ikke fuldt overblik over de mange dræbte. Næsten tre måneder efter katastrofen ramte New Orleans, ligger der ifølge nyhedsbureauet AP stadig 321 navnløse lig, som ingen vil kendes ved, på et midlertidigt lighus. Ingen fingeraftryk Andre 200 døde på lighuset er blevet identificeret, men ingen kan finde deres familier mellem flygtede, der nu er spredt over hele landet. Af de mere end 300 lig, udgør de 140 en ekstra stor udfordring for retsmediciner dr. Louis Cataldie. »Jeg ser ikke lys for enden af tunnellen, før familierne til disse mennesker er fundet. Og vi er ikke i nærheden af at have fuldført det arbejde«, siger Louis Cataldie, som er leder af arbejdet med at identificere de døde efter orkanen. Kroppene trodser ifølge lægen de normale regler for retsmedicinsk identifikation. De havde ingen identifikationspapirer på sig, har ingen fingeraftryk og ingen genkendelige træk eller mærker. Dyr har beskadiget lig Mange af dem blev fundet på marker eller flydende i gaderne. I nogle af tilfældene havde dyr beskadiget de døde kroppe og alle var gået i forrådnelse. Louis Cataldie leder arbejdet fra det midlertidige lighus ved Skt. Gabriel i New Orleans, som blev bygget til ofre for dræberorkanen. Lighuset har undersøgt 883 døde siden Katrina ramte 29. august, mens lokale retsmedicinere har taget sig af resten af de dræbte. DNA endnu ikke mulig Af de 321 navnløse kan de 181 muligvis identificeres ud fra deres tandkort. Men de 140 værst tilredte lig skal igennem en DNA-test, som lighuset endnu ikke har ressourcer til at foretage. De seneste tal for antallet af døde i Louisiana er på 1.076, mens der i Mississippi blev dræbt 228 mennesker. Finder stadig døde Eftersøgningen efter døde i Louisiana blev indstillet 3. oktober, men redningsfolk og folk, der vender tilbage til deres hjem, finder fortsat døde. I et marsk-område syd for New Orleans bruger myndighederne nu helikoptere i et sidste forsøg på at finde døde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























