Rusland har skabt en ny diplomatisk krise med Estland ved at nægte den estiske udenrigsminister, Urmas Paet, visum til at deltage i en konference i Skt. Petersborg om regionalt samarbejde og samarbejde over grænserne mellem Estland, Finland og Rusland. Paet skulle torsdag være rejst til Skt. Petersborg til konferencen, der sluttede fredag. Briterne er skuffede Det britiske EU-formandskab har udtrykt skuffelse og overraskelse overfor den russiske regering. »Det er overraskende, at Rusland nægter at give visum til udenrigsminister i EU set i lyset af det gode forhold mellem EU og Rusland. Og det hænger ikke sammen med den indsats, som Rusland og EU-medlemslandene gør for at styrke det regionale samarbejde«, hedder det i en erklæring fra det britiske formandskab. Opfordrer EU til at gribe ind Den estiske udenrigsminister opfordrer EU til at tage de vedvarende konflikter mellem Estland og Rusland op på højeste sted, dvs. på topmøderne mellem Rusland og EU. Urmas Paet er skuffet over, at EU slet ikke beklagede sig over, at Rusland har trukket sig ud af grænseaftalen med Estland, på det seneste topmøde. For Putin tager naturligvis bestik af den manglende interesse, siger Urmas Paet i et interview med Politiken (se nedenfor). Urmas Paet har for nylig kritiseret Rusland for ikke at gribe ind over for antisemitisme og dårlig behandling af etniske mindretal. 'Provokation' Det blev i russiske medier kaldt en provokation. »Rusland optræder på en uciviliseret og billig måde ved at nægte Paet visum«, siger den tidligere estiske udenrigsminister Toomas Hendrik Ilves, der nu er vicepræsident for Europaparlamentets udenrigsudvalg. Ilves sagde for nylig til Politiken, at den »største skuffelse for Estland, efter at vi blev medlemmer af EU, er, at EU ser Estlands grænseproblemer med Rusland som et bilateralt anliggende«, mens alt andet vedrørende EU-grænser til Rusland ses som EU's sag. Har underskrevet aftale Rusland og Estland underskrev tidligere på året en grænseaftale, der afsluttede mange års konflikt om mindre områder ved Estlands sydgrænse til Rusland og ved Østersøen. I begyndelsen af september trak Rusland imidlertid sin underskrift tilbage. Til Estlands store skuffelse blev spørgsmålet ikke taget op under det seneste EU-Rusland-topmøde, men EU's udenrigsministre har dog opfordret Rusland til at stå ved den tidligere underskrevne grænseaftale. Det samme har Europarådet. EU er tilbageholdende Den estiske avis Postimees skriver, at EU's tilbageholdenhed over for Rusland, når det gælder Estlands problemer med den store nabo, giver Ruslands præsident »Putin indtryk af, at han kan behandle Estland efter forgodtbefindende«. Estland føler sig også svigtet af EU, når det gælder russiske krænkelser af estisk luftrum, som Estland har registreret ti tilfælde af alene i år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























