Den »store koalition« mellem det tidligere regeringsparti SPD og vinderen af valget i Tyskland i september, det konservative CDU/CSU er »den eneste mulighed«. Sådan siger den nye kansler i Tyskland, Angela Merkel fra CDU, mens hun i Berlin i dag beder medlemmerne af partiet om at godkende den nye regering. Partierne i koalitionen har været gennem lange drøje forhandlinger, hvor en række smertefulde kompromisser er indgået. Nu er regeringen så parat til partimedlemmernes godkendelse. På de vigtigste poster bliver SPD's Franz Müntefering vice-kansler og arbejdsminister, SPD's Frank Walter Steinmeier bliver udenrigsminister og CDU's Wolfgang Schäuble bliver indenrigsminister. Skal have gang i økonomien Angela Merkels nye Tyskland skal ifølge kansleren selv være mellem de tre hurtigst-voksende økonomier i verden og trække på globaliseringens fordele. »Jeg er overbevist om, at det er bedre for landet, når CDU er i spidsen for et så stort ansvar. Jeg vil tage ansvaret, og vi skal tage ansvaret i partiet«, siger Angela Merkel ifølge nyhedsbureauet AP. Lederne fra de to andre koalitionspartier, SPD og CSU, har allerede godkendt regeringsgrundlaget. Nu skal alle tre partiers medlemmer godkende den nye regering. Beder om godkendelse Også SPD's afgående leder Franz Müntefering beder sine medlemmer om at bakke regeringen op. »Det er bedre at deltage i en regering med den styrke vi har, frem for at være i opposition uden indflydelse. Lad os gøre det!«, siger Franz Müntefering. Tidligere kansler Gerhard Schröder mener også, medlemmerne af SPD skal stemme ja til den nye koalition. 'Tyskland ønsker samarbejde' »Det står klart, at Tyskland ønsker samarbejde som går på tværs af de gamle politiske lejre. Jeg vil sige det mildt: Det vil være hasarderet af os, hvis vi ikke tager denne chance«, siger Gerhard Schröder. Hvis partiernes bagland siger god for koalitionen, vil parlamentet formelt godkende regeringen og Angela Merkel som ny kansler 22. november.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























