En kvindelig vicepræsident står pludselig på tærsklen til Det Ovale Værelse, fordi nationens leder dør i embedet. Præsidentens sidste vilje er, at han afløses af formanden for Repræsentanternes Hus, fordi denne ligeledes er stærkt konservativ. Den moderate vicepræsident har egentlig besluttet at vige af hensyn til sin mand og sine tre børn. Men præsidentens foretrukne provokerer hende til at fastholde sin formelle ret til at blive præsident, da han siger, »at tiden ikke er inde til sociale fremskridt for de sociale fremskridts skyld«. Gode anmeldelser Sådan er oplægget til en tv-serie, som vises i USA hver tirsdag aften i bedste sendetid under titlen 'Commander in Chief' ('Øverstkommanderende'). Geena Davis, som allerede var en slags oprører i filmen 'Thelma & Louise', har rollen som præsident, mens en lettere diabolsk Donald Sutherland spiller formanden for Repræsentanternes Hus. Anmeldelserne var gode, og seertallene er stadig meget pæne, her hvor der været bragt en række afsnit. Mange betragter tv-selskabet ABC's serie som et fiktivt forspil til, hvad der måske kan ske i 2008. Hillary overstråler Republikanerne Hillary Clinton er ved at bringe sig i stilling til at blive Demokraternes præsidentkandidat. Hun overstråler i øjeblikket, hvad Republikanerne, som er svækket i både præsidentembedet og Kongressen, kan opbyde. Opinionsundersøgelser tyder på, at amerikanerne er ved at være modne til at acceptere en kvindelig præsident. I en måling for organisationen The White House Project, som arbejder for at fremme kvinder i lederstillinger, erklærer 79 procent, at de er tryg ved tanken om en kvindelig præsident. Anerkender kvinders styrke The White House Project roser 'Commander in Chief for at være 'seriøs og medrivende'. »Denne måling demonstrerer Amerikas øgede tryghed ved en kvindelig øverstkommanderende. Skønt ABC's serie er fiktion, er budskabet fra meningsmålingen virkeligt, nemlig at amerikanske vælgere anerkender styrken og værdien ved kvinders lederskab i de øverste embeder«, siger Marie Wilson, leder af The White House Project. »Billeder i tv udformer opfattelsen af, hvem der kan lede, og 'Commander in Chief's fokus på en kvindelig præsident er kun med til at hjælpe med at øge kvindelige lederes troværdighed på ikke-traditionelle områder«, mener Wilson. Tv-serie kan komme Hillary til gavn Susan Estrich, som netop har udgivet bogen 'The Case for Hillary Clinton' ('Argumentet for Hillary Clinton'), mener, at Hillary Clinton vil være en formidabel præsidentkandidat - og en storartet præsident. Estrich tror, at begejstringen for tv-serien kan komme Hillary Clinton til gavn, fordi den er med til at nedbryde vaneforestillinger om kvinder og magt. »Hun har alle fortrin forud for den demokratiske nominering«, fastslår Estrich, som er juraprofessor på University of Southern California. Estrich var valgkampchef for Demokraternes fejlslagne præsidentkandidat i 1988, Michael Dukakis. Størst kampagnebudget Estrich siger til Ritzau, at Clinton råder over det største kampagnebudget og den bedste organisation. Desuden har hun en naturlig appel til vigtige vælgergrupper. Hendes eneste sårbare punkt blandt Demokraterne er, at hun konsekvent har støttet Irak-krigen, som synes at blive et stadig mere betændt politisk emne i USA. Hun har vidst, at en demokrat næppe kan blive præsident, medmindre vedkommende fremstår med fasthed, når det gælder national sikkerhed. Må opbløde sine holdninger Men Susan Estrich mener, at der er plads til, at Clinton opbløder sin holdning. »Hun kan forsvare sig med, at hun stemte for krigen på grundlag af de oplysninger, som Kongressen blev præsenteret for dengang, og at de nu viser sig at være tvivlsomme. En sådan begrundelse vil endog ikke være forkert«, siger Estrich. Hillary Clinton betalte sine politiske lærepenge som præsident Bill Clintons hustru. Der var den mislykkede sundhedsreform. Der var også Whitewater-skandalen om tvivlsomme ejendomshandeler. Hårdtarbejdende og effektiv Men siden hun satte kurs mod Senatet som kandidat i delstaten New York i 2000, har hun dyrket et image som hårdt arbejdende, resultatorienteret, midtsøgende, kompromisvillig og effektiv. Hun har også forstået at pleje sine New York-vælgerskare. En undersøgelse fra Marist Institute for Public Opinion viser, at hendes popularitet er blevet næsten fordoblet i delstaten New York fra 30 procent til 56 procent. De unge husker ikke hendes fejltrin I 2008 vil Hillary Clinton være en moden kvinde på 60 år, og en meget betydelig del af vælgerskaren vil være unge, som ikke har nogen erindring om hendes fejltrin. Hun vil have Bill Clinton, et af USA's største nulevende politiske talenter ved sin side, som valgkampchef. Hovedparten af amerikanerne ser tilbage på Bill Clintons præsidentperiode med hengivenhed, og de vil skele til, at han i givet fald vil være præsidentens ægtefælle. Trods den megen postyr i medierne om sin person erklærer Hillary Clinton frejdigt, at hun ikke skænker Det Hvide Hus en tanke. Hun siger, at hun er opsat på at blive genvalgt som senator i november næste år. »Åh, du ved, det er jeg slet ikke bare det mindste ved at overveje«, sagde hun tidligere på året til tv-selskabet CNN. »Min holdning er, ved du, at tilværelsen folder sig ud i sin egen rytme«. Modstandere indleder hård kampagne Hendes politiske modstandere har - trods Hillary Clintons hverken be- eller afkræftende melding - forlængst indledt en massiv kampagne imod hende. Der er allerede kommet flere negative bøger, heriblandt Edward Kleins 'The Truth About Hillary' ('Sandheden om Hillary'), som er så tendentiøs, at selv flere fremtrædende konservative har lagt luft til den. En republikansk politisk strateg, Arthur Finkelstein, skal være ved at indsamle 10 millioner dollar (62,5 millioner kroner) til en lobbygruppe med det sigende navn 'Stop hende nu'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De er begge ude af Folketinget efter 20 år: »Jeg har ikke haft nogen plan B, for så er du jo ikke nok dedikeret«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























