Uromagerne i Frankrig så ud til at trække på skuldrene af regeringens nye ide om yderligere magtbeføjelser til politiet og indførelsen af udgangsforbud. To supermarkeder blev nedbrændt, der blev sat ild til en avisredaktion, og Frankrigs næststørste bys undergrundstrafik blev standset med en bombe. Myndighederne i Lyon måtte lukke hele metrosystemet i byen, da en ildbombe eksploderede sent tirsdag. Men ingen kom til skade. Her til morgen skal myndighederne finde ud af, om trafikken kan genoptages. 'Frankrig er såret' I Toulouse var der sammenstød mellem unge med brandbomber og politi. »Frankrig er såret. Landet kan ikke genkende sig selv på gaderne og de ødelagte områder, hvor udbrud af had har hærget og dræbt«, siger premierminister Dominique de Villepin. I Nice blev en mand ifølge AP alvorligt såret af nedfaldende skyts fra en bygning, hvor uromagere kastede med sten. Ni bybusser blev brændt ned i et busdepot i Dole, og en bus eksploderede i Bassens, da en molotovcocktail blev kastet ind i den. Men ingen mennesker kom til skade. Roligere i flere byer Så en lang række franske byer var plaget af brand og optøjer for 13. nat i træk. Men indførelsen af udgangsforbud har i flere af de franske byer tilsyneladende taget den værste brod af voldsomhederne. De efterhånden rituelle afbrændinger af biler fandt igen sted efter mørkets frembrud, men ifølge politiets oplysninger var der tale om langt færre end de foregående nætter. »Der har været en markant nedgang i volden, især i provinserne, og den samme tendens fortsætter i Paris-området«, sagde en kilde i det nationale politi ifølge det franske nyhedsbureau AFP. Indrømmer dårlige forhold Den meget kritiserede inderigsminister Nicolas Sarkozy indrømmede i går, at der er problemer med integrationen og forholdene for de unge indvandrere. »Selvfølgelig er der fattigdom. Selvfølgelig er der arbejdsløshed. Det er korrekt. Og mange af dem har det dårligt. Men det begrunder ikke denne blinde vold«, siger Nicolas Sarkozy. Nye beføjelser til politiet Regeringen indførte tirsdag nødretslove i de hårdest ramte områder, og den nordlige by Amiens erklærede som den første by natligt udgangsforbud for unge under 16 år i tidsrummet kl. 22-06. Samtidig blev der udstedt forbud mod at sælge benzin til mindreårige. Samme lokale foranstaltninger blev taget i Orleans og Savigny-sur-Orge syd for Paris og i Raincy nordøst for hovedstaden. Samtidig udstyrede regeringen politiet med en række særbeføjelser, heriblandt muligheden for at gennemføre razziaer uden en dommerkendelse. Unge behandles som bedsteforældrene Indenrigsminister Nicolas Sarkozy sagde, at muligheden for at udstede udgangsforbud er tegn på »en fast linje« fra regeringen. Men beslutningen om at anvende en nødlov fra 1955, der oprindeligt blev udarbejdet for at dæmpe urolighederne i kolonilandet Algeriet, sender et meget dårligt signal til de unge i de urolige forstæder, mener Frankrigs førende avis, Le Monde. »At genoplive en lov fra 1955 sender et forbløffende brutalt signal til de unge, nemlig at efter 50 år agter Frankrig at behandle dem præcis, som landet behandlede deres bedsteforældre«, skrev avisen i en leder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























