Spændinger mellem USA og Venezuela og demonstrationer mod præsident George W. Bush truer med at overskygge et topmøde for stater på det amerikanske kontinent, som gik i gang i dag. Mødet har frihandel og fattigdomsbekæmpelse på dagsordenen og finder sted i Mar del Plata, en velhavende forstad til Argentinas hovedstad, Buenos Aires. Maradona fører an i demonstration mod Bush 8.000 soldater og politifolk er udkommanderet for at sikre roen, og den første prøve på, om det kan lade sig gøre, er sat til sent i aften dansk tid, hvor mange tusinde mennesker ventes til en demonstration mod Bush. Demonstrationens frontfigur er den argentinske fodboldlegende Diego Maradona. »Det gør mig stolt at være med her for at afvise et stykke menneskeaffald som Bush«, sagde Maradona inden topmødets start. Hadsk stemning mod Irak-krig Tusindvis af borgere i Mar del Plata er midlertidigt flyttet ud af kvarteret, og butikker holder lukket for ikke at blive fanget mellem demonstranter og politi. I Argentina som mange andre steder i Latinamerika er der en hadsk stemning over for USA, og det er navnlig Irak-krigen og uviljen over for USA's ønske om mere frihandel, der fyrer op under modstanderne. Venezuelas præsident, Hugo Chavez, der er en stærk modstander af USA's udenrigspolitik, ville tale på en modkonference, som er organiseret af demonstranterne. Konfrontation mellem Bush og Chavez Chavez og Bush vil ikke mødes separat, men den rivalisering, som er åbenbar mellem de to, vil formentlig dominere i overskrifterne. Nelson Cunningham, der var rådgiver for tidligere præsident Bill Clinton i latinamerikanske spørgsmål, siger, at han frygter, at topmødet vil blive begrænset til »en konfrontation mellem præsident Bush og præsident Chavez«, og han er bekymret for, at USA vil »have langt færre allierede i den konfrontation, end vi burde«. Amerikanske embedsmænd insisterer på, at mødet ikke handler om den venezuelanske præsident, men om frihandel og bekæmpelse af fattigdom. Også de argentinske værter håber på, at det vil blive de dominerende temaer under topmødet fredag og lørdag. Topmøde om frihandel USA håber at sætte nyt liv i forhandlingerne om et frihandelsområde for det amerikanske kontinent (FTAA). USA har Canada, Mexico, Chile, Colombia og de caribiske lande med på deres side. De ønsker forhandlingerne genoptaget i 2006. 220 mio. fattige i Latinamerika Det modsætter vigtige lande som Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay sig. De står samlet i handelsblokken Mercosur og afviser at sætte en dato for nye forhandlinger. Og her blander Chavez sig igen i spillet. Han har lovet at »begrave« hele diskussionen om FTAA. Topmødet ventes at munde ud i en række erklæringer om at bekæmpe fattigdommen og arbejdsløsheden i Latinamerika. 220 millioner ud af Latinamerikas 512 millioner mennesker lever i fattigdom
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























