Annan kræver straf i bestikkelsessag

Lyt til artiklen

Schweiz reagerede hurtigt på torsdagens FN-rapport om, at over 2200 virksomheder verden over bestak sig til en andel i olie-for-mad-programmet i Irak. »Rigsadvokaten har indledt retsforfølgning af fire personer og har indefrosset en række bankkonti. Hvis det viser sig, at firmaer, der opererer i Schweiz, har handlet i strid med loven, vil myndighederne efterforske dette og om nødvendigt retsforfølge de ansvarlige«, meddelte økonomiministeriet uden at navngive de fire mistænkte. Annan opfordrer til straf FN's generalsekretær, Kofi Annan, opfordrede i går FN's medlemslande til at straffe de firmaer, der har betalt forbudte returkommissioner i forbindelse med det humanitære program under diktator Saddam Husseins styre. Schweiz fungerede som et center for oliehandlen med Irak under FN's program. Ifølge økonomiministeriet var Schweiz den tredjestørste opkøber af olie efter Rusland og Frankrig, og en række banker i Genève spillede fremtrædende roller i finansieringen. Bag rapporten står en FN-undersøgelseskomité under ledelse af USA's tidligere centralbankchef Paul Volcker. 21 danske virksomheder mistænkt Blandt synderne er 21 danske virksomheder samt internationale giganter som DaimlerChrysler, Siemens og Volvo. Den 500 sider lange rapport afslører også, at over halvdelen af de 248 oliefirmaer, der deltog i programmet, samlet har betalt flere hundrede millioner dollar i returkommission og overpriser. I rapporten kritiseres FN og Sikkerhedsrådet kraftigt for ikke at have grebet ind over for den omfattende svindel, der bidrog til Saddams pengekasse uden om FN's kontrol. Det hed også, at politikere i Rusland, Frankrig, Storbritannien, Italien og andre lande fik begunstigelser af Saddams regime i hans forsøg på at få internationale sanktioner ophævet. Olie-for-mad-programmet var i kraft fra 1996-2003, og det lykkedes til en vis grad at hjælpe de almindelige irakere, men det berigede også Saddam Hussein-regimet, som bestemte, hvilke firmaer der skulle tilgodeses med kontrakter og tog sig betalt for det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her