Afghansk redaktør dømt for blasfemi

Kvindelige vælgere lytter til kvindelig kandidat ved det afghanske valg i august. Retssagen mod redaktøren af kvindetidsskriftet afslører fortsat strid mellem moderate og konservative i den afghanske regering.   Foto: Musadeq Sadeq/AP
Kvindelige vælgere lytter til kvindelig kandidat ved det afghanske valg i august. Retssagen mod redaktøren af kvindetidsskriftet afslører fortsat strid mellem moderate og konservative i den afghanske regering. Foto: Musadeq Sadeq/AP
Lyt til artiklen

For første gang siden Talebans islamistiske regime faldt for fire år siden, er en afghansk journalist blevet dømt for blasfemi. Ali Mohaqiq Nasab, der er redaktør for Kvinders Rettigheder, et anerkendt månedsblad for kvinder, blev forleden idømt to års fængsel ved en domstol i landets hovedstad, Kabul. Anstrengt forhold Dommen blev fældet efter en bitter strid mellem Kabuls konservative dommere, herunder medlemmer af landets højesteret, og den liberale minister for information og kultur, Sayed Makhdum Raheen. Konflikten illustrerer det anstrengte forhold mellem moderate og konservative kræfter i præsident Hamid Karzais regering. Anklageren hævdede, at redaktøren havde opgivet sin muslimske tro, og at han dermed var skyldig i religiøst frafald. Derfor var anklagemyndighedens krav dødsstraf, så dommen på de to års fængsel ligner et kompromis. Men sagen er en påmindelsen om, at Afghanistan stadig reguleres af islamisk lov, sharia, og at de konservative kræfter har tænkt sig at håndhæve lovens bestemmelser, når det gælder spørgsmål om religion. »Han kunne ikke opstille et forsvar over for anklagmyndigheden og blev kendt skyldig i at have krænket islamisk lov, hvilket kostede ham en straf på to års fængsel«, siger Ansarullah Maulavizada, der er chef for den offentlige sikkerhedsdomstol, der behandlede sagen. Tidsskriftet fjernet Hans påstand er, at tidsskriftet i sit seneste nummer bragte to artikler, der var i strid med loven, fordi de fortalte, at religiøst frafald ganske vist er et tabu, men ikke ulovligt ifølge islam. Myndighederne har tilsyneladende beordret tidsskriftet fjernet fra avissælgernes sortiment. Informations- og kulturminister Sayed Makhdum Raheen siger til gengæld, at domstolen er gået uden om en kommission, der skal høres i sager om landets nyhedsmedier. Ifølge ministeren mener kommissionen ikke, at artiklerne er udtryk for blasfemi. Redaktør Nasab er afghaner, men har boet i Iran som flygtning. Han er islamforsker og har grader fra flere islamiske universiteter i Iran, oplyser ministeren. Nasab blev anholdt i begyndelsen af måneden og har siden fået retssagen udskudt to gange, den ene gang for få tid til at finde en advokat og den anden gang, fordi han meldte sig syg. Ingen advokat Den kommercielle tv-kanal Tolo TV transmitterede fra retssagen, og her kunne man se Nasab protestere over dommen. »Jeg accepterer ikke domstolens beslutning«, sagde han. Han sagde, at han ikke havde nogen advokat, men det fremgik ikke, om han selv havde valgt ikke at hyre en forsvarer, eller om han ikke havde været i stand til at finde én. Ny medielov Hamid Karzais regering har indført en ny medielov, der indebærer, at Undersøgelseskommissionen for Medierelaterede Lovovertrædelser skal gennemgå sager af denne art og rådgive domstolene. Kommissionens anbefalinger er ikke bindende. Informations- og kulturministeren indkaldte i sidste uge kommissionen for at gennemgå sagen om Nasab. »Vi fandt intet blasfemisk i artiklerne«, siger Raheen. »Vi mener, at der er tale om en mediemæssig fejl, at han har forklaret tingene på en måde, der kan misforstås, så vi har rådet ham til at være mere forsigtig«. Det er ikke første gang, at redaktører og skribenter beskyldes for blasfemi under Karzais regering, men indtil nu har informations- og kulturministeren formået at forhindre, at de blev dømt. »Ytringsfriheden må ikke undergraves på nogen måde«, siger Raheen. »Det har jeg arbejdet hårdt på at sikre«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her