Når Frankrigs præsident og Storbritanniens premierminister i dag forsøger at finde fælles fodslag over for globaliseringen, vil de møde modstand fra Danmark. Statsministeren kritiserer tanker om en ny milliardfond med støtte til områder ramt af virksomhedslukninger, som er blandt de meget få konkrete forslag, når Tony Blair i dag er vært for et topmøde på slottet Hampton Court i Londons udkant. Britisk opbakning Under en tale i Europaparlamentet i går gentog Blair sin støtte til EU-kommissionens forslag om sådan en 'tilpasningsfond for globalisering' - en kongstanke for den franske leder, Jacques Chirac. Tidligere har briterne været imod den slags tanker, og opblødningen ses som en udstrakt hånd til Chirac for at bryde den meget dårlige stemning i forhandlingerne om fremtidens EU-budget. Men på forhånd har lande som Holland, Sverige og Tyskland udtrykt skepsis over for fonden, og nu slutter statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sig til dem: Fogh er skeptisk »Vores udgangspunkt er, at vi er skeptiske. Vi skal selvfølgelig studere det lidt nærmere - men risikoen er jo, at det bliver en overførsel af penge til industrier og områder, som har forsømt den nødvendige fornyelse i ordentlig tid«, siger Fogh. Statsministeren forklarede Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, at han frygter at se en EU-fond sløre medlemslandenes ansvar for deres egne, nødvendige reformer for at imødegå globaliseringen. »I værste fald kan det føre til, at de nye medlemslande, som jo har været igennem en meget omfattende reformproces, kommer til at betale for, at nogle af de gamle lande ikke har sørget for at forny sig«, sagde han. Milliardlån til forskning Til gengæld er statsministeren glad for et andet forslag fra Frankrig om at bruge Den Europæiske Investeringsbank til at pumpe milliardlån i forskning og ny teknologi. Især dét område gjorde Tony Blair meget ud af i går. »Globalisering er ikke en trussel, det er en mulighed for os. Jeg støtter Europas sociale dimension, men den er nødt til at styrke vores konkurrencedygtighed«, sagde Blair i en tale i Strasbourg, hvor han også fremhævede behovet for at styrke de europæiske universiteter i konkurrencen med USA. Blair understregede, at globaliseringsfonden ikke skal bruges til at holde liv i forældede virksomheder, som ikke kan finde ud af at omstille sig: »Fonden skal bruges til at beskytte mennesker, som er blevet gjort overflødige på grund af omstrukturering«, sagde han. Nyrup: Fogh har misforstået formålet I flyveren hjem til London fik den britiske leder selskab af formanden for de europæiske socialdemokrater, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. På Nyrups og Blairs initiativ mødtes unionens socialdemokratiske ledere i aftes i Downing Street 10 for at underskrive et fælles oplæg til topmødet. Sammen foreslår de, at EU-landene skal satse på at koordinere en række nye, offentlige investeringer i bl.a. uddannelse, transport og børnepasning. Poul Nyrup Rasmussen støtter samtidig tanken om en globaliseringsfond. Han mener, at Fogh har misforstået formålet: »Nu må regeringen læse på lektien. Det handler om, at nogle regioner skal have mulighed for at udvikle sig«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























