Et nigeriansk passagerfly med 114 mennesker om bord er styrtet ned kort efter starten fra millionbyen Lagos ved Atlanterhavskysten. Det oplyser landets lufthavnsmyndigheder til den amerikanske tv-station CNN. Meldt savnet Da havde flyet fra selskabet Bellview Airlines været meldt savnet i flere timer. Passagerflyet af typen Boeing 737 var på vej mod hovedstaden Abuja i det centrale Nigeria, da det forsvandt fra radarskærmene. Kraftig storm Ifølge CNN hærgede en kraftig storm området på tidspunktet omkring flyets forsvinden. Flyselskabet - Belleview Airlines - har dog endnu ikke bekræftet, at flyet er styrtet. Ifølge de nigerianske myndigheder var der adskillige højt placerede regeringsembedsmænd om bord på flyet. Angiveligt er der også flere udlændinge blandt passagererne. To redningshelikoptere er nu sendt i luften for at opspore flyet.
114 frygtes dræbt efter flystyrt
Lyt til artiklen