EU tager fugleinfluenzaen med ro

Storbritanniens udenrigsminister og ordførende for EU-samlingen tirsdag, Jack Straw, ville ikke male fanden på væggen på grund af fugleinfluenzaen. Til venstre ses Storbritanniens landbrugsminister Margaret Beckett. - Foto: AP
Storbritanniens udenrigsminister og ordførende for EU-samlingen tirsdag, Jack Straw, ville ikke male fanden på væggen på grund af fugleinfluenzaen. Til venstre ses Storbritanniens landbrugsminister Margaret Beckett. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Ingen sagde det ligeud, men pointen bag et møde tirsdag i Luxembourg blandt EU's udenrigsministre var, at man ikke skal gøre fem løse fjer til en dødelig fugleinfluenzaepidemi blandt mennesker. »Der er stor bekymring om dette, (men) nytten af dagens diskussion var, at det gjorde EU-kommissionen og medlemslandene i stand til at give offentligheden en forsikring.« »Indtil videre er udbruddet begrænset til et antal fugle i Tyrkiet og Rumænien, og der er en ubekræftet rapport om udbrud i Grækenland. Indtil videre har der ikke været beviser for overførsel til mennesker. Lad os håbe, at det bliver ved det«, sagde mødets leder, den britiske udenrigsminister Jack Straw. Mangel på medicin Ikke desto mindre kom det frem, at 16 af de 25 EU-lande ikke har medicin nok til at klare Verdenssundhedsorganisationen WHO's anbefaling af, at 25 procent af befolkningen skal have adgang til medicin i tilfælde af et udbrud blandt mennesker. Disse lande, som omfatter både Storbritannien og Spanien, har bestilt millioner af nye medicindoser. »At vi har fugleinfluenza i Europa øger ikke risikoen for en influenza-pandemi blandt mennesker«, konkluderede EU-kommissær Markos Kyprianou, der har folkesundhed som sit arbejdsområde. Beredskab ikke godt nok Selv om de kendte antiviruspræparater ikke virker præventivt, bebudede han, at EU's sundhedsministre og repræsentanter fra den farmaceutiske industri på et møde torsdag og fredag i London vil se nærmere på, hvordan produktionen kan øges. »Vi har ikke nået det beredskabsniveau, vi burde. Sagen er, at der vil være en enorm efterspørgsel i tilfælde af en epidemi. For os er det vigtigt, at alle har et farmaceutisk forsvar. Det er noget, vi arbejder på«, sagde Kyprianou. Frygt for at virus ændres Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) repræsenterede Danmark på mødet i Luxembourg, som også handlede om andre temaer. »Der er ikke nogen tvivl om, at EU kan og skal samarbejde tæt i at bekæmpe fugleinfluenza. Fugle er jo grænseoverskridende, det siger sig selv, og kun ved at arbejde sammen kan vi effektivt gøre noget ved den udfordring, som vi står over for«, sagde hun. Fugleinfluenza har skabt frygt i Europa, fordi den i Asien i de senere år har kostet 60 mennesker livet. Omtrent dobbelt så mange er blevet smittet, og WHO's frygt går på, at virus ved at ændre sig kan blive yderst farligt for mennesker. På tirsdagens møde drøftede ministrene også jordskælvet i Pakistan 8. oktober, der har kostet mindst 41.000 mennesker livet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her