Pressefriheden under pres i USA

Lyt til artiklen

Det er ikke kun i diktaturer og borgerkrigshærgede lande, at journalister og medier har vanskelige vilkår. Også i USA og Canada oplever aviser, tv- og radiostationer i stigende grad problemer. Det viser den årlige opgørelse fra organisationen Journalister Uden Grænser (Reporters sans Frontières). Mens pressefriheden gør fremskridt i en række tidligere undertrykte lande, så bliver den udhulet flere steder i den vestlige verden. Ny lovgivning USA er faldet med 20 pladser til en 44. plads på organisationens indeks, mens Canada er rykket adskillige pladser baglæns til en 21. plads. Frankrig er også rykket ned som følge af nogle sager, hvor mediekontorer er blevet ransaget, journalister er blevet afhørt og en ny presselovgivning gennemført. Journalist blev sat i spjældet Problemerne i USA henfører i stor grad til sagen om New York Times-journalisten Judith Miller, der blev fængslet, fordi hun ikke ville afsløre navnet på sin kilde til en historie. Hun blev sat på fri fod, da hun satte navn på kilden. »Løsladelsen af Miller er naturligvis en god nyhed. Men hun genvandt sin frihed mod at navngive sin kilde. Omend det skete med kildens billigelse, så er princippet om fortrolige kilder, der er en af journalistikkens grundstene, blevet tilsidesat«, hedder det i en kommentar fra Journalister Uden Grænser ifølge Ritzau. Organisationen anfører også, at USA har udvist flere journalister efter terrorangrebet 11. september 2001. USA har dog stadig langt til bunden af listen, der igen i år optages af Nordkorea. Danmark deler førstepladsen sammen med Finland, Island, Irland, Holland, Norge og Schweiz. Alle landene i top 10 er europæiske. Fra andre kontinenter topper henholdsvis New Zealand (12), Trinidad og Tobago (12), Benin (25) og Sydkorea (34). Store problemer i Irak I Mellemøsten gør både regeringerne og bevæbnede grupper livet svært for journalisterne, der her arbejder under de mest vanskelige vilkår. (Iran 164, Irak 157, Saudi-Arabien 154, Syrien 145). »Situationen i Irak er blevet forværret yderligere det seneste år, og journalisters sikkerhed er endnu mere udsat«, står der i årsrapporten. »Mindst 24 journalister og ansatte ved medier er blevet dræbt hidtil i år. I alt er 72 mediefolk blevet dræbt, siden kampene blev indledt i marts 2003, står der videre med den kedelige tilføjelse, at ikke siden Anden Verdenskrig har en krig kostet så mange journalister livet«. Fremgang i Afrika Bedre nyheder er der fra en række lande, som kun for nylig har vundet eller genvundet deres uafhængighed. »Ni lande, som har vundet deres uafhængighed inden for de seneste 15 år, er blandt top-60 Slovenien (9), Estland (11), Letland (16), Litauen (21), Namibia (25), Bosnien-Hercegovina (33), Makedonien (43), Kroatien (56) og Østtimor (58)«, hedder det i rapporten. Desuden fremhæves en række afrikanske og latinamerikanske lande: »Benin (25), Namibia (25), El Salvador (28), Cape Verde (29), Mauritius (34), Mali (37), Costa Rica (41) og Bolivia (45) har gode placeringer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her