FN har fundet 'sammenfaldende beviser' for, at de syriske myndigheder stod bag bombedrabet på Libanons tidligere premierminister, Rafik Hariri. Det fastslår en undersøgelsesrapport, der er udarbejdet af FN-efterforskere. Efterforskningen af drabet, der fandt sted i Libanons hovedstad Beirut 14. februar, har vist »at en række spor fører direkte til syriske sikkerhedsstyrker«. »Der er god grund til at tro, at beslutningen om at dræbe tidligere premierminister Rafik Hariri ikke kunne være taget uden godkendelse fra topfolk i den syriske sikkerhedstjeneste, og ikke kunne være ført ud i livet, uden at deres kolleger i den libanesiske sikkerhedstjeneste var involveret«, hedder det ifølge Ritzau i rapporten. Løj for FN Rapporten fastslår også, at syriske efterretningsfolk og højtstående embedsmænd, herunder også landets udenrigsminister, løj over for FN's efterforskere, da de blev afhørt om drabet. Ifølge rapporten tyder de foreløbige undersøgelser tyder på, at en gruppe »med omfattende organisation og betydelige ressourcer og beføjelser« stod bag bilbomben. »Forbrydelsen var forberedt gennem adskillige måneder«, konkluderer rapporten, som også fastslår, at Hariris telefon blev aflyttet gennem lang tid for at kortlægge hans færden og dermed planlægge attentatet. Kaos i Libanon Drabet vakte stor opmærksomhed verden over og fik mange i Libanon til at pege en anklagende finger mod nabolandet Syrien, der efterfølgende kom under massivt internationalt pres for at trække sine styrker ud af Libanon efter 29 års militær tilstedeværelse. Syrien, der gennem mange år har haft den reelle magt over Libanon, har sammen med sine allierede i Beirut været beskyldt for at have haft en finger med i drabet, der kastede det lille land ud i kaos og politisk tumult. Syrien afviser Regeringen i den syriske hovedstad Damaskus har fastholdt sin uskyld og nægtet alle beskyldninger om, at den stod bag drabet på den fremtrædende libanesisk politiker. Syriens viceudenrigsminister, Walid Mouallem, sagde til den franske avis Le Figaro torsdag, at »USA og Frankrig har en plan om at øge presset på Syrien, og rapporten er det værktøj, der skal bruges for at sætte planen i værk«. »Næste skridt vil blive at pålægge os økonomiske sanktioner gennem en FN-resolution. Men vi tror, at Rusland og Kina vil være imod disse sanktioner«, sagde Walid Mouallem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























