Godt fire uger efter det tyske forbundsdagsvalg præsenterer den kommende forbundskansler, Angela Merkel, nu sine kristeligt demokratiske ministre. De kommer til at fungere i den planlagte store koalition, som udgøres af Merkels CDU, dets bayriske søsterparti CSU og det socialdemokratiske SPD. Selv om hun prøvede at fremstå glad, var det en stækket Angela Merkel, der på en pressekonference satte navn på sine seks ministre, efter at de otte socialdemokratiske ministre allerede var blevet udnævnt i sidste uge. Kritiker med i regering Ny forbruger- og landbrugsminister bliver nemlig CSU's næstformand Horst Seehofer, der er en af Merkels mest indædte og højlydte kritikere. Efter at han i fjor langede hårdt ud efter Merkels planer for en sundhedsreform, fik hun verfet ham af pinden som næstformand for CDU/CSU's forbundsdagsgruppe. Men nu gør den tidligere sundhedsminister altså comeback, fordi CSU's formand, Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber, absolut vil have Seehofer med i regeringen, angiveligt ud fra en tanke om, at det er bedre at have kritikeren med ved regeringsbordet end at lade ham skabe ravage uden for. Magtkamp mellem topfolk Ifølge tyske medier har der i weekenden raset en magtkamp mellem Merkel og Stoiber, efter at CDU-formanden uden om CSU-formanden havde overtalt CSU's leder i Forbundsdagen, Michael Glos, til at blive ny forsvarsminister. Til sidst fik den kommende økonomiminister Stoiber dog sin vilje og presset Seehofer igennem efter at have udtrykt forundring over, at Merkel blandede sig i CSU's interne anliggender. »Jeg håber, at han ikke kun vil lægge sig i selen for de sydtyske landmænd, men for alle landmænd«, sagde Merkel mandag om Seehofer på pressekonferencen i Rigsdagen i Berlin. Allieret for socialdemokrater Seehofer selv sagde, at han er tilfreds og fortsat vil udtale sig om sin mærkesag, sundhedspolitikken, og med sin ikke altid partitro kurs ventes han at blive en vigtig allieret for socialdemokraterne i den nye regering. Efter at hverken den afgående rød-grønne forbundsregering eller den borgerligt-liberale opposition opnåede et flertal ved forbundsdagsvalget den 18. september, skal Merkel nu nødtvungent samarbejde med SPD. Venter svære forhandlinger Merkel sagde mandag, at hun forventer vanskelige regeringsforhandlinger, og det var ventet, at de kommende regeringspartnere allerede mandag ville ryge i totterne på hinanden omkring spørgsmålet om skattelettelser og de gigantiske huller i den tyske statskasse. I stedet for Glos bliver CDU's gruppeformand i Hessens landdag, Franz Josef Jung, forsvarsminister og dermed den hessiske ministerpræsident og Merkel-rival Roland Kochs forlængede arm i den nye regering. Også Merkels forgænger som CDU-formand, Wolfgang Schäuble, får et comeback og bliver indenrigsminister. Det job havde Schäuble allerede fra 1989 til 1991, hvor han var med til at forhandle den tyske genforening på plads.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























