De to Munch-malerier 'Skriget' og 'Madonna' har ikke haft en opholdsplads, der svarer til deres internationale berømmelse og værdi, mens de har været stjålet. I et stykke tid efter røveriet af malerierne har de været gemt under madrasser i en bus, der holdt parkeret bag en lade på en gårdsplads i Skedsmo kommune i Norge. De værdifulde malerier blev svøbt i tæpper og lagt under madrasser i to køjesenge i bussen. Men siden har røverne flyttet dem fra bussen. Ejeren af bussen siger til den norske avis 'Verdens Gang', at opmagasineringen af de uerstattelige malerier skete meget mod hans vilje. Skader på 'Madonna' Men han fortæller også, at han har set malerierne - og at de har lidt overlast under tyveriet og den ublide 'opmagasinering' i bussen. »Jeg blev groft misbrugt af de sigtede i sagen. Jeg har erkendt at have set malerierne, og flyttede dem også på et tidspunkt i bussen«, fortæller busejeren. Han husker ikke at have set skader på 'Skriget', men der var rifter på 'Madonna' - blandt andet en skade på størrelse med en mønt i det ene hjørne. Fire personer er anholdt for tyveriet af de verdensberømte Edvard Munch-malerier, som endnu ikke er fundet. Røveri ved højlys dag Tyveriet af malerierne, der har en anslået værdi på 700 millioner kroner, foregik i august 2004 under stor international opstandelse. Dengang gik to bevæbnede mænd ind på museet i åbningstiden og fjernede malerierne fra deres plads. En tredje røver ventede i en bil uden for museet og kørte væk med sine medskyldige. Der er udlovet en dusør på to millioner kroner for oplysninger, der kan bringe politiet på sporet af malerierne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























