Den russiske viceindenrigsminister, Andrej Novikov, siger sent torsdag aften, at »61 terrorister er dræbt« ved det seneste terrordrama i Nordkaukasus, Ruslands mest konfliktfyldte region. Tjetjenske oprørere har taget for angrebet skylden på en hjemmeside på internettet, men ifølge lokale myndigheder anførte to lokale »banditter« angrebene. Fortsatte kampe Motivet menes ud over krigen i Tjetjenien at være den dybe fattigdom og udbredte korruption i Kabardino-Balkarien. Efter mange times hårde kampe hævdede myndighederne, at »stort set alt igen er under kontrol«. Men rapporter fra øjenvidner meldte om fortsatte skyderier samt om stor angst i Naltjik. Byen omringet Sikkerhedsstyrkerne har lagt »en tæt ring« om byen for at forhindre de fortsat kæmpende oprørere i at undslippe. Novikov forventede hårde kampe natten til fredag, når angriberne ville søge at slippe ud. Et ukendt antal lokale politifolk og almindelige borgere er taget som gidsler. Mange hårdt sårede Torsdagens kampe kostede mindst 10 civile og mindst 20 politibetjente og soldater livet. Det bragte meldingerne om dødsofre over 90. Naltjiks hospitaler meldte om næsten 100 hårdt sårede og mindst lige så mange lettere sårede. Der hersker stor usikkerhed om antallet af angribere, deres identitet og motiver. Officielle kilder melder om »op til 150 banditter«, øjenvidner om det dobbelte, og et lokalt internetagentur hævder, at omkring 600 deltog i angrebene, som nyhedsbureauet Itar-Tass beskriver som »yderst velorganiserede«. Hævn for anholdelser Kabardino-Balkariens præsident, Arsen Kanokov, sagde torsdag aften, at angrebet var terroristernes hævn for arrestationen dagen før af nogle lokale meningsfæller. »Banditterne tilhører en religiøs ekstremistisk bevægelse med tilhængere flere steder i Nordkaukasus. Her hedder den Jarmuk«, sagde Kanokov. Russiske nyhedsbureauer skrev, at medlemmer af Jarmuk er mistænkt for bombeattentaterne i 1999 mod en række beboelsesejendomme i Moskva og andre russiske byer. Opfordringer til hellig krig Tidligere i år opfordrede Jarmuk til hellig krig i hele Nordkaukasus. Jarmuk deltager i den antirussiske Kaukasiske Front, der blev skabt i Tjetjenien i marts. Den har opdelt regionen i 'kampfronter' for hver af de syv nordkaukasiske republikker. Informationerne fra Kabardino-Balkarien efter de synkroniserede angreb på en snes bygninger i Naltjik, var kaotiske og modstridende. Selv republikkens regering savnede klar viden. »Vi får det meste at vide fra tv«, sagde en talskvinde til nyhedsbureauet Interfax. Angreb var forudset Men myndighederne vidste, at et angreb var under optræk, sagde præsident Vladimir Putins repræsentant i regionen, Dmitrij Kosak. Nu kræver republikkens sikkerhedsstyrker forstærkning fra andre republikker. De har efter ordre fra Putin blokeret alle udfaldsveje fra Naltjik og sat republikkens lufthavn og grænser under »skarp bevogtning«. Kabardino-Balkarien er nabo til bl.a. Nordossetien, hvor et tjetjenskledet terrorangreb på en skole i byen Beslan sidste år i september kostede 331 mennesker livet, 186 af dem var børn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
SUPERLIGAEN




























